I dag er det 2 år siden vi tilbragte, hvad der skulle vise sig at være din sidste dag, sammen. Det var fredag. Jeg boede stadig på Vesterbro, men tog turen ud til dig i Albertslund hver dag. Den dag kom jeg tidligt. Af en eller anden grund var jeg der allerede 9.30. Mor er ikke stået op endnu, sagde far da jeg åbnede døren. Nå! Sagde jeg, men hun har jo haft mange gæster de sidste dage. Vi lavede kaffe og satte os til at vente.
Du var blevet udskrevet om tirsdagen. Meget mod vores vilje, men du skulle på hospice og der var ikke plads. Nogen steder. Onsdag skulle mig og T kigge på mulig byttelejlighed på Galgebakken, 150 m fra dig og far. Du var så glad og spændt. Det var vi også, så stemningen var god og humøret højt. Humøret fortsatte torsdag lige indtil beskeden kom. Din søn, min bror havde fået kræft i lymferne. Du blev desperat efter at komme over til ham i Århus, men det var ikke muligt, for du havde selv kræft.
Tiden gik og du vågnede ikke rigtigt. Nogen gange kaldte du. På os, eller din mor. Vi var hos dig. Og vi vidste den var gal. Jeg ringede til hospicet og forklarede hvordan du havde det. Hun lyttede. Jeg flytter hende op øverst i bunken, sagde hun så. Jeg takkede. Hun vidste nok hvad der var ved at ske, og det gjorde jeg nok også. Min søster var taget til Århus. Over til min bror. Jeg ringede. De ville begge komme lørdag. Mig og far sad stadig og ventede, men hvad vi ventede på blev mere og mere uklart. Endelig kom sygeplejersken. Hende og far snakkede frem og tilbage og hun ringede efter en ambulance. Jeg var med dig. Ambulancemanden spurgte om du skulle genoplives, hvis det var. Det gjorde så ondt at svare, nej. På hospitalet sagde sygeplejersken jeg skulle ringe til dem, der skulle ringes til. Min anden storebror og hans kone kom. De andre var i Århus. Vi blev kørt op på en stue på den afdeling du lige var blevet udskrevet fra 3 dage tidligere.
Hele dagen havde du sovet. Der havde hersket en form for ro, men på skadestuen blev du urolig og det fortsatte på stuen. De ville give dig noget smertestillende, men kunne ikke finde en åre. Det gik der meget tid med. Vi holdt dig i hånden, strøg dig over håret og aede dig på kinden. Vi græd. Imens begyndte solnedgangen. Den var så ufattelig smuk. Solen havde en rød farve, som man kun ser om efteråret. Man glemte lidt det var efterår, for det var varmt. Du var så urolig. Min bror foreslog jeg sang lidt for dig. Tekst og melodi til Solen er så rød mor kørte gennem mit hoved, men hver gang jeg åbnede munden kom tårerne. Jeg kunne ikke. Jeg vidste du var døende, men jeg kunne ikke. Endelig lykkedes de med det de skulle og du fik ro. Næste morgen var du her ikke mere.
rebekkabildt.dk 