I år har jeg jubilæum. 10 år. 10 lange år, men også skøre, vidunderlige, kærlighedsfyldte og magiske år, hvor nogle drømme bristede og nye drømme blev født.
I år er det 10 år siden, jeg lukkede et firma jeg havde med en veninde og blev fuldtidssyg. Hvad jeg ikke vidste dengang, var at jeg derved meldte mig ud af arbejdsmarkedet. Måske for altid. Det ville heller ikke have ændret noget, jeg kunne ikke mere. Jeg var færdig.
Jeg var blevet syg et par år tidligere, men rejsen mod sygdommen begyndte i starten af 2003.
Ved årsskiftet startede jeg et tøjfirma, med en af mine bedste veninder dengang, C. Jeg havde været færdiguddannet i et halvt år og C havde et halvt år tilbage på studiet. Vi var med i et designfællesskab på Gasværksvej og slog pjalterne sammen. Da pengene var små, valgte vi at beholde vores jobs ved siden af. Jeg var på det tidspunkt kirketjener i en kirke lidt uden for København. Samtidig med at dette foregik, gik jeg og samlede mod til. Jeg havde det ad helvede til derhjemme, hvor jeg boede med en psykisk voldelig mand fra Australien, M. Jeg skulle væk, men jeg turde ikke.
Takket være de få nære venner jeg havde tilbage, han havde afskåret fra de fleste. Men ikke C. Hun var der. (Og A, hende hører du mere om senere.)Og jeg fandt modet til at bede ham flytte i marts eller april. Det blev starten på lidt over et års intensiv stalking og psykisk terror. I stedet for at face problemerne, arbejdede jeg bare lidt mere. Og festede. Og arbejdede lidt mere.
C og jeg flyttede fra Gasværksvej til delebutik på Store Kongensgade og kirken blev skiftet ud med en cafe i indre by inden M slap sit greb. Det var faktisk den dag kronprinsen blev gift med sin Australier, for at være præcis. Men det var for sent, det vidste jeg bare ikke. Derfor drog jeg et lettelsens suk og skålede en ekstra gang, da beskeden tikkede in. I’ll leave you alone. Goodbye. Jeg sad faktisk på den bar, hvor jeg mødte ham. Så seks år var kommet full circle og jeg var fri. Nærmest.
Vi knoklede videre, mig og C. Nogle gange var vi lige ved at lykkes. Sådan rigtigt. Vi fik også en investor, men efter godt et år trak han sig og vi kunne ikke mere og gik konkurs. Mens vi knoklede gik jeg i stykker inden i. Jeg havde perioder hvor jeg ikke kunne se og hjertebanken og svedige håndflader var normen. Jeg blev sygemeldt, men kun fra cafeen. C og jeg knoklede. Lige til det sidste og det er altså 10 år siden.
I år har jeg jubilæum. 10 år. 10 lange år, men også skøre, vidunderlige, kærlighedsfyldte og magiske år, hvor nogle drømme bristede og nye drømme blev født.
I år er det 10 år siden, jeg lukkede et firma jeg havde med en veninde og blev fuldtidssyg. Hvad jeg ikke vidste dengang, var at jeg derved meldte mig ud af arbejdsmarkedet. Måske for altid. Det ville heller ikke have ændret noget, jeg kunne ikke mere. Jeg var færdig.
Jeg var blevet syg et par år tidligere, men rejsen mod sygdommen begyndte i starten af 2003.
Ved årsskiftet startede jeg et tøjfirma, med en af mine bedste veninder dengang, C. Jeg havde været færdiguddannet i et halvt år og C havde et halvt år tilbage på studiet. Vi var med i et designfællesskab på Gasværksvej og slog pjalterne sammen. Da pengene var små, valgte vi at beholde vores jobs ved siden af. Jeg var på det tidspunkt kirketjener i en kirke lidt uden for København. Samtidig med at dette foregik, gik jeg og samlede mod til. Jeg havde det ad helvede til derhjemme, hvor jeg boede med en psykisk voldelig mand fra Australien, M. Jeg skulle væk, men jeg turde ikke.
Takket være de få nære venner jeg havde tilbage, han havde afskåret fra de fleste. Men ikke C. Hun var der. (Og A, hende hører du mere om senere.)Og jeg fandt modet til at bede ham flytte i marts eller april. Det blev starten på lidt over et års intensiv stalking og psykisk terror. I stedet for at face problemerne, arbejdede jeg bare lidt mere. Og festede. Og arbejdede lidt mere.
C og jeg flyttede fra Gasværksvej til delebutik på Store Kongensgade og kirken blev skiftet ud med en cafe i indre by inden M slap sit greb. Det var faktisk den dag kronprinsen blev gift med sin Australier, for at være præcis. Men det var for sent, det vidste jeg bare ikke. Derfor drog jeg et lettelsens suk og skålede en ekstra gang, da beskeden tikkede in. I’ll leave you alone. Goodbye. Jeg sad faktisk på den bar, hvor jeg mødte ham. Så seks år var kommet full circle og jeg var fri. Nærmest.
Vi knoklede videre, mig og C. Nogle gange var vi lige ved at lykkes. Sådan rigtigt. Vi fik også en investor, men efter godt et år trak han sig og vi kunne ikke mere og gik konkurs. Mens vi knoklede gik jeg i stykker inden i. Jeg havde perioder hvor jeg ikke kunne se og hjertebanken og svedige håndflader var normen. Jeg blev sygemeldt, men kun fra cafeen. C og jeg knoklede. Lige til det sidste og det er altså 10 år siden.
rebekkabildt.dk 