I år er det 20 år siden jeg gik fra M. Manden der ændrede mit liv til det værre. 20 år!!!! Minderne er falmet, men sårene er stadig lidt åbne. Jeg heler langsomt. Meget langsomt åbenbart.
Det gjorde så ondt dengang. Ikke bruddet, men de sår jeg fik i forholdet. Smerten er ikke falmet. Den sidder dybt inde i mig. For hvordan kunne en jeg elskede, og det gjorde jeg, såre mig sådan? Og ikke bare såre mig, men ødelægge det menneske jeg var?
Nogengange savner jeg hende! Hende jeg var. Ung, åben, naiv, ambitiøs, glad og frygtløs.
Det var mig inden angsten overtog, og senere skizofrenien. Jeg bliver aldrig hende igen, og det er OK. Jeg ville bare ønske at savnet til hende ikke gjorde så ondt. Jeg savner ALDRIG ham. Kun hende.
Jeg er et godt sted i dag og har et godt liv. Men tanken om hvordan det var blevet uden ødelæggelsen, er der. Tanken om hvem jeg var blevet, er der.
Jeg tror faktisk jeg er et bedre menneske i dag, end jeg havde været uden ødelæggelsen og sygdommen. Mine værdier er i hvert fald anderledes.
Når man går fra at sejre når ens designs blev solgt eller kom i bladene, til at sejre når man fik børstet tænder, bliver man bare mere ydmyg. Og taknemmelig.
Og jeg er taknemmelig. For alt hvad jeg er og har i dag.
Måske overtrumfer taknemmeligheden i virkeligheden savnet? For jeg er jo glad i og for min hverdag. Jeg elsker min mand, min hund og mit arbejde. Og min familie.
Måske savner alle deres unge Jeg? Det Jeg hvor hele verden lå for deres fødder.
Én ting ved jeg. Jeg er stærk. Og den styrke jeg fandt i mig selv for 20 år siden, som gjorde jeg gik fra M. Den styrke fandt jeg også da jeg var allermest syg. Den styrke gør at jeg er her i dag, og at jeg er den jeg er i dag. På godt og ondt.
rebekkabildt.dk 