Kære Mor,
Nu er det 6 år siden du tog videre. Jeg husker dagen så tydeligt.
Da jeg vågnede tidligt den lørdag morgen, mærkede jeg en tomhed jeg aldrig havde mærket før, og inderst inde vidste jeg at du var væk. Det kan jo ikke passe, tænkte jeg, for ingen havde ringet.
Jeg blev liggende lidt i sengen og lå og kiggede ud på den smukkeste septembermorgen, mens jeg fordøjede aftnen før. Din sidste aften. Solen var så rød, mor og fyldte hele himlen. Jeg holdt dig i hånden og kyssede dig på panden og ønskede jeg kunne tage dine smerter fra dig. Det kunne jeg ikke, men det kunne lægerne. Der faldt ro over dig. Du fik fred.
Efter ca. 20 minutter besluttede jeg at ringe til hospitalet for at høre hvordan din nat var gået. Sygeplejersken, der tog telefonen sagde ”jeg er virkelig ked af det, men din mor er død. Vi har prøvet at ringe til din far”. I det øjeblik brød min verden sammen. Hun talte videre, men jeg hørte ikke hvad hun sagde. ”Vi kommer nu” sagde jeg så og lagde på. Nu skulle jeg så foretage det sværeste opkald i mit liv. Jeg skulle fortælle min far at min mor, hans livs kærlighed var død.
Den ringede kun 2 gange og min far tog den og sagde ”jeg er på vej over til mor, hvornår kommer du?”. ”Mor er død”, fik jeg fremstammet. ”Åh, Gud”, sagde han og jeg vidste at nu brød hans verden også sammen. Vi aftalte at jeg skulle ringe til mine søskende og at vi skulle mødes hos mor hurtigst muligt. Jeg ringede rundt og de vidste alle hvorfor. Vi mødtes på din stue og tilbragte de næste timer med dig. Du lå der i sengen, men du var der ikke. Det var sørgeligt, men også smukt. Du ville have hygget dig.
Min kæreste mor. Jeg elsker dig og savner dig sådan.
rebekkabildt.dk 