Kære krop

Kære krop,

Jeg skylder dig en undskyldning! En stor én eller mange om du vil, for jeg har virkelig ikke behandlet dig godt. Vores dårlige forhold startede tidligt, da du begyndte at udvikle dig. Jeg var ikke klar til den udvikling, for jeg var stadig kun et barn. Jeg husker alt ved den dag, hvor det gik op for mig at jeg var begyndt at få bryster. Jeg kan huske hvad jeg havde på, da jeg med gru så mit eget spejlbillede i et vindue på skolen. Jeg gik ind på et toilet og græd. Ikke længe derefter fik jeg min første menstruation. Jeg kan huske hvilken film jeg så i fjernsynet den aften, og hvor svært det var for mig at sige det til min mor. Og sorgen. Jeg husker sorgen ved at min krop skulle blive en anden. Jeg accepterede det nok aldrig, og derved heller ikke dig.

Jeg prøvede at bremse udviklingen ved at begrænse min spisning. Jeg blev vegetar, for ”lovligt” at kunne spise mindre. Mit selvværd blev dårligere og dårligere, og jeg fik tanken, ”jo mindre der er af mig, jo mindre er der at skulle holde af”. Ordet ”elske” fandtes ikke i min ordbog, når det kom til mig selv.

Vi klarede os dog gennem gymnasiet, kære krop, men nok kun fordi jeg havde min egen indre verden. Der inde havde vi det godt sammen, og vi var på de vildeste eventyr sammen. Forenede og glade. Det gik først rigtig galt i London, hvor jeg helt mistede kontrollen. Eller måske fik jeg den fulde kontrol? Jeg stoppede i hvert fald med at give dig mad. I perioder måtte du nøjes med et halvt æble om dagen. Undskyld! Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Det startede med en slankekur, men jeg fandt ud af at jeg kunne lide at have magten over dig. I en verden, hvor jeg hverken følte jeg havde styring eller kontrol, fandt jeg ud af at jeg kunne kontrollere dig, og det misbrugte jeg. Du blev så lille og skrøbelig. Jo mindre du blev, jo stærkere følte jeg mig.

Jeg fik hjælp, men slet ikke nok, og slet ikke til det virkelige problem. Mit selvværd. Jo mindre der var af mig, jo mindre var der at holde af. Mit mantra i livet. Jeg lod dig blive udnyttet, misbrugt og slået, uden at jeg greb ind, og bagefter straffede jeg dig ved at nægte dig føde. Undskyld!

Først da min hjerne ikke ville være med mere, blev jeg nødt til at handle. Endnu en gang søgte jeg hjælp, hvilket resulterede i at jeg blev fyldt med medicin. Og med medicinen fulgte mange ekstra kilo. Igen undskyld. Det må være så tungt at bære rundt på, men jeg gør noget ved det nu. Det lover jeg dig! For endelig er jeg et sted i livet, hvor jeg kan holde ud at mærke dig. Jeg er ikke længere to enheder, en hjerne og en krop, der modarbejder hinanden. Jeg føler mig endelig som et helt menneske, og nu håber jeg bare vi kan lægge fortiden bag os og se fremad. Jeg kan ikke love dig at alt bliver perfekt med det samme, men jeg lover dig at jeg vil behandle dig med respekt fra nu af. Det fortjener du.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close