Kære Mor,
I dag er det 5 år siden, vi fandt ud af hvorfor du havde så ondt i ryggen. Vi fik at vide at du havde kræft, og familiens fælles mareridt begyndte. Du blev opereret og fik stråler, men der var ingen mulighed for kemo. Vi vidste derfor hurtigt, at du ikke ville overleve. Det var så svært at se dig forsvinde. Og da du tog videre, splintrede mit hjerte i tusind stykker. Det er ikke helet endnu. Jeg savner dig sådan! Min kæreste mor, hvorfor blev du taget fra mig?
Udover at jeg savner dig, har jeg det rigtig godt. Jeg er symptomfri på ottende år, og så arbejder jeg som Recovery-mentor 20 timer om ugen. Jeg ELSKER det. Som førtidspensionist savnede jeg altid at være nyttig, og følelsen af at gøre gavn. Den har jeg fået tilbage nu. Jeg har nogle skønne patienter, og jeg gør så meget for at hjælpe dem til at få det bedre. Jeg leder også en gruppe sammen med min yndlingskollega. Det er helt vildt spændende. Meget intenst, men det giver så meget. Især mening.
Jeg mistede aldrig håbet eller drømmen om at komme i arbejde igen, men jeg mistede troen på, at det ville ske. Det gjorde du ikke. Lige meget hvor syg jeg var, troede du altid på, at jeg ville komme mig og få et nogenlunde normalt liv igen. Selvom jeg tvivlede og tænkte, du var overoptimistisk, var det rart, at du troede på det og på mig. Jeg håber, du kan følge med, hvor du end er, og se hvor godt det går.
Kære Mor, jeg elsker og savner dig ❤️
rebekkabildt.dk 