Jeg elsker sne. Jeg elsker den der knitrende lyd og fornemmelse under fødderne, og så elsker jeg at skabe historier om de fodspor jeg ser. Jeg forestiller mig hvem, der har gået der før mig og hvor de har været på vej hen. Det bliver ofte vilde, spændende og helt usandsynlige historier, jeg kan brygge på en hel dag. Jo mere usandsynlige historierne er, jo mere giver de mig blod på tanden til at fortsætte. Min fantasi fejler bestemt ikke noget. Jeg elsker også kontrasten mellem det kolde vejr udenfor og varmen og hyggen indenfor. Jeg elsker røde kinder! Både hos mig selv og dem jeg møder. Og så elsker jeg det helt bestemte lys sneen giver, når vi er så heldige at den lægger sig og bliver liggende lidt.
Tidligere i dag gik jeg og talte i telefon med min far. Jeg havde så meget godt at fortælle, så samtalen blev lidt lang. Jeg ville ikke forstyrre T, så jeg blev udenfor. Her gik jeg frem og tilbage i mine egne fodspor i sneen, og tænkte over de spor vi sætter i livet. Jeg havde lige været til min endelige evaluering i Psykiatrifonden, hvor jeg de sidste 8 måneder har jeg været med i et Peer-projekt. Jeg fik undervisning det meste af foråret, og mødte så hende jeg skulle være peer-mentor for, lige efter sommerferien. Evalueringen gik godt, og det var helt vildt fedt at se, hvor meget jeg har rykket mig siden projektets start. Det var også så fedt at høre at M, som jeg har været mentor for, ligeledes har haft gavn af projektet. Jeg tror vores møde i livet, har styrket os hver især. Og hvor fedt er det lige? At man kan møde en purung pige, der står overfor starten af sit voksne liv, og sætte nogle fodspor foran hende, så hun kommer lidt mere sikkert frem til der hvor hun skal være. Og at hun med sit unge og unikke syn på livet, samtidig sætter dybe spor hos mig.
Jeg har mødt de mest vidunderlige mennesker gennem projektet. De har alle lært mig så meget om at være en god mentor og et godt menneske generelt. Især vil jeg dog fremhæve min medmentor M, som helt sikkert er en god ven for livet. Og S, der var vores underviser og supervisor på projektet, som har lært mig så meget. Ikke mindst om mig selv! Mødet med hende har fået mig til at finde en styrke og kompetence i mig selv, som gjorde at jeg turde søge job som Recovery-mentor i psykiatrien.
Jeg har nu været Recovery-mentor på et psykiatrisk ambulatorium i 2,5 måneder, og jeg ELSKER det! Jeg elsker mine nye kollegaer, især min makker S, og alt det nye jeg lærer af dem. I sidste uge startede jeg på uddannelse, så jeg kan blive endnu bedre klædt på til mit job. Dér er jeg så to dage om ugen, og så på afdelingen sammen med patienter en dag om ugen. What’s not to love?! Jeg er omgivet af fede personligheder, der på hver deres måde sætter tydelige spor i mig og mit liv. Jeg håber bare jeg gengælder.
rebekkabildt.dk 