For nylig var T og jeg på en uges ferie. Vi skulle egentlig have været 18 dage i sommerhus på Mallorca, men det fik Covid19 ændret. Det blev en uges charter på Samos, Grækenland i stedet. Jeg er ikke den store charter-fan, og T havde aldrig prøvet det før, så vi valgte et hyggeligt lille familiedrevet hotel i en by, der vel egentlig mere kan betegnes som en vej langs stranden med små hoteller og restauranter. Hurtigt lagde vi mærke til, at de andre gæster på hotellet begyndte at forme et fællesskab. De lå sammen på stranden og spiste sammen om aftnen. Vi var der dog for at hygge med hinanden, så udover at hilse, smile og smalltalke i forbifarten, holdt vi os for os selv.
Vi havde den dejligste ferie i smukke omgivelser, og planen om at holde os for os selv og bare nyde hinandens selskab gik så fint. Lige indtil den sidste dag. Jeg faldt i snak med et ægtepar fra Gladsaxe. De var utrolig søde og venlige og fortalte om deres børn og børnebørn. Selv et af børnenes ombygning af hus og lade hørte jeg om, helt ned til mindste detalje. Efter godt en halv time, var jeg egentlig klar til at gå tibage til T på stranden. Jeg var kun lige gået op i restauranten for at nyde lidt koldt vand i skyggen, men ægteparret var så søde og ligetil, at jeg blev og sludrede. Jeg tog tilløb til at rejse mig, men så kom spørgsmålet, ”Har du så børn?” Spørgsmålet var fuld af forventninger og blev stillet med et smil, så da jeg sagde, ”Nej” og smilede tilbage, skyndte han sig at sige, ”Endnu?”. Da jeg svarede, at børn ikke lå i kortene for mig og T , blev han så tydeligt skuffet og forvirret, at jeg følte, jeg skulle forklare mig. ”Jeg var meget syg i mine tredivere, og nu har jeg brug for meget søvn”, hørte jeg mig selv sige. Der blev helt stille omkring det lille bord. ”Nåh ja” brød han tavsheden, ”det kan jo ændre sig”. ”Ikke for os”, svarede jeg og var lige ved at fortælle, at T nu er syg, men heldigvis stoppede jeg mig selv inden. Det var min første reelle samtale med disse mennesker, og nu sad jeg og følte, jeg skulle redegøre for vores barnløshed. Hvad skete der lige?
Vi snakkede løst og fast om andres børn. Nevøer, niecer og venners børn, og hvordan vi så måtte nyde dem. Jeg nikkede og gav dem ret, men indeni var jeg så træt så træt. Da T lidt efter ringede for at høre hvor jeg var, rejste jeg mig og nærmest løb derfra. Aldrig har jeg følt mig så ”saved by the bell”. Jeg tror, de havde det på samme måde.
Det er snart 7 år siden, drømmen om børn bristede for mig. T havde vidst det lidt længere, men ønskede ikke at være den, der knuste min drøm, så han lod mig komme til den konklusion selv. Det var hjerteskærende hårdt den jul, det gik op for mig (læs om det her)’ men på en måde satte det mig fri. Jeg skulle nu sparke skizofreniens røv for min egen skyld, og T’s selvfølgelig, men jeg skulle ikke stresse over at blive medicinfri eller skifte til medicin, jeg kunne blive gravid på. Det var en kæmpe lettelse for mig, men selvfølgelig også en stor sorg. Jeg ville så gerne være mor, og især ville jeg gerne se, hvad T og jeg kunne skabe sammen, men sådan skulle det ikke være. Det har jeg det helt fint med i dag. Jeg forstår godt, at det at få børn er stort, at de er livets guld, osv. Jeg ved godt at jeg går glip af noget, der er større end meget andet, men hvorfor er det, jeg (ofte) ender med at skulle forklare mig over for helt fremmede? Tænk, hvis jeg havde prøvet og ikke kunne blive gravid? Eller, Gud forbyde det, havde fravalgt børn af andre årsager end sygdom. Er det virkelig fair at forvente, at alle skal og vil have børn? Eller at rippe op i hvorfor de ikke kan eller vil? Måske er jeg bare sensitiv på det punkt. Men ikke alle får børn, og det er faktisk muligt at skabe sig et liv, der giver mening alligevel. Bare nogle tanker jeg fik, efter en samtale med et fremmed ægtepar fra Gladsaxe.
rebekkabildt.dk 