Det er lang tid siden, jeg har skrevet et indlæg. Udover en lille sommer make-over, har jeg faktisk ikke logget ind her længe. Tror, min hjerne er gået i Corona-mode, og så er der sket ufatteligt lidt i mit liv på det sidste. Jeg er dog startet på peer mentor uddannelsen. Har været der i alt 3 gange og elsker det! Glæder mig virkelig til at komme rigtigt i gang og møde min mentee.
Det, der dog har fået mig til tasterne igen, er det oprør, der er i gang især i USA , men også resten af verden lige nu. Lad os bede til, der kommer store forandringer i kølvandet på det her. Lad George Floyd blive manden, der ændrede verden. Lad ham for Guds skyld blive den sidste i rækken af meningsløse drab. Jeg ved ikke, hvordan det er at blive mødt med racisme. Jeg vil ikke foregive, at jeg ved det, eller gætte på, hvordan det er, for det er aldrig sket og kommer aldrig til at ske. Jeg er en hvid kvinde i midten af fyrrene, der er vokset op i en hvid verden. Jeg nåede faktisk at leve i et par af tredive år før jeg blev mødt af nogen form for fordomme. Jeg vil på ingen måde sidestille følgende historie med racisme og ved godt, at det langt fra er ligeså slemt. Det er dog en historie om, hvordan det er at blive mødt med fordomme og angst, udelukkende pga min diagnose. Det øjeblik, hvor en sagsbehandler ikke kunne se udover, at jeg havde paranoid skizofreni.
Hver tredje måned skulle jeg til møde på jobcentret. Ugen efter jeg fik min nye og heftigere diagnose, paranoid skizofreni, skulle jeg til et af disse møder. Jeg havde som altid min kontaktperson fra OPUS med. Sagsbehandleren jeg skulle mødes med den dag, havde tydeligvis ikke læst min sag, inden jeg ankom. For da vi havde hilst og sat os, kiggede hun på sin skærm og udbrød ”Du er jo skizofren!” hvorefter hun rejste sig og gik over og rodede i en skuffe. Efter kort tid fandt hun det, hun ledte efter. En overfaldsalarm. Hun tog den på, kom tilbage til bordet, hvor vi andre sad og begyndte mødet. Ingen forklaring på hendes bizarre opførsel, hun lod som om, at det var normalt. Jeg var nydiagnostiseret og tænkte, at sådan ville folk se mig og behandle mig fra nu af. Da mødet var slut og mig og min kontaktperson igen stod på gaden, begyndte jeg at græde. Min kontaktperson forsikrede mig dog om, at det, der lige var sket ikke var OK, men det satte dybe spor i mig. Jeg har aldrig følt mig så lille, ligegyldig, mindre værd og misforstået, end jeg gjorde i dét øjeblik på dét kontor, hverken før eller siden.
Når jeg har fortalt venner og bekendte om episoden, er jeg blevet mødt med rationaliseringer af hendes opførsel. ”Hun vidste ikke bedre, det var uvidenhed”, ”det var hendes fordomme eller angst, der fik hende til at handle sådan” eller ”måske var det en regel på jobcentret…?” Måske? Måske kan den opførsel undskyldes som fordomme, uvidenhed og angst.
Men det kan racisme IKKE! Vi burde være nået længere. At vi ikke er, giver mig samme følelse af magtesløshed som den dag, da jeg forlod dét kontor og dén sagsbehandler.
rebekkabildt.dk 