Fremtidsdrømme

I’M BACK! Min pause fra bloggen startede som juleferie, men endte med at blive meget lang. En ny situation er opstået herhjemme, og jeg havde lige brug for at være i den og nyde den, inden jeg skrev om den. T’s nye medicin virker som intet har virket før!!! Kognitivt er han stadig meget udfordret, men han er tættere på at være den gode, gamle, glade T jeg forelskede mig i. Det er så skønt at kune tale og grine sammen igen. Det er dog ikke det indlægget skal handle om i dag. Det skal handle om fremtidsdrømme. Dem jeg havde som barn og dem jeg har i dag.

Min første drøm var at blive politibetjent. Mine forældre har ofte fortalt hvordan den gyste i mig af fryd når røverne, i den Astrid Lindgren bog vi læste, blev fanget. Jeg var også en ivrig De Fem læser. Jeg læste bøgerne igen og igen, og brugte timer på at opklare fiktive forbrydelser på Galgebakken, hvor jeg voksede op. Jeg ville også gerne være designer. Jeg tegnede altid Madonna-inspirerede damer, som min veninde så farvelagde. Jeg syede også den ene robe efter den anden til mine Barbiedukker, og alle omkring mig var enige i at det var designer, jeg skulle være. Mit hjerte bankede dog for at blive politibetjent.

Der var bare et problem. Jeg var ret lille og voksede ikke så meget. Min lærer på skolen fortalte at man skulle være ret høj, for at blive politibetjent. Ligeså høj som fotomodellerne jeg så i bladene! Drømmen begyndte at smuldre… da jeg fik knæproblemer som tolvårig, bristede den helt. ”Du kan jo blive designer”, sagde de voksne. Men jeg ville jo opklare forbrydelser, og det gjorde designere jo ikke. Så startede der en ny serie i fjernsynet, ADVOKATERNE, og min drøm levede videre. De kunne det hele. Opklare forbrydelser, få de skyldige dømt og de uskyldige frikendt. Jeg var solgt! Jeg skulle være advokat.

Jeg var i praktik hos en lokal advokat i niende klasse. For det meste sad jeg og renskrev dokumenter, men en dag tog han mig med i retten. Jeg var så spændt. Jeg havde jo set hvordan den slags foregik i min yndlingsserie, så forventningerne var tårnhøje. Skuffelsen var fæl. Det var overhovedet ikke som i fjernsynet. Og selvom ”vi” vandt sagen og fejrede med frokost efterfølgende, kunne jeg bare mærke inden i at jeg nok ikke skulle være advokat. Der var også noget med at jurastudiet, vist nok var ret langt og kedeligt. ”Du kan jo stadig blive designer”, sagde de voksne.

Da jeg startede i gymnasiet, havde jeg det ret svært med mig selv. Min dansklærer foreslog at jeg snakkede med skolepsykologen, men det ville jeg ikke. Det var pinligt. ”Hvis jeg nu læser psykologi og bliver psykolog, så kan jeg hjælpe mig selv”, tænkte jeg. Så i de tre år jeg gik på gymnasie, var målet at blive psykolog. Det var dog noget halvhjertet, og jeg undersøgte også hvad der skulle til for at blive designer. Just in case.

Efter gymnasiet tog jeg til London. Det der med psykologi røg ret hurtigt meget langt tilbage i baghovedet. Jeg blev dog ret hurtigt, ret god til Engelsk og tænkte at jeg jo kunne blive gymnasielærer. Jeg startede også på universitetet, men kunne ret hurtigt mærke at det slet ikke var mig. Jeg stoppede efter første semester og startede i stedet på det der dengang hed Hellerup Tekstil Akademi, hvor jeg skulle blive beklædningsdesigner. Endelig var jeg det rigtige sted. Jeg blev færdig og startede eget firma med en veninde. Fem fede (og hårde) år blev det til som selvstændig designer.

I dag er min aller største drøm at få en hund, en Golden retriever. Jeg vil også gerne blive selvforsørgende igen, men drømmen om hunden er pt mere realistisk. Jeg ved T og jeg bliver de bedste hundeforældre, men vi skal lige være mere økonomisk stabile, inden vi anskaffer os en hund. Det håber jeg sker inden for det næste år. Yay!