Depressionen 2013

”Mens december går sin stille gang, kæmper jeg min egen kamp. En kamp mod en dyb og altoverskyggende depression …” sådan lød min statusopdatering på Facebook, for 6 år siden. Jeg husker ikke så meget fra den tid, andet end at jeg græd. Jeg græd og græd og græd. Jeg sov stort set ikke og trætheden rasede i min krop og gjorde det umuligt at samle tankerne om noget. Jeg græd i afmagt, af træthed og af grunde jeg endnu ikke vidste, hvad var.

Det hele startede med, at jeg skulle skifte medicin. Jeg fik inden da depotmedicin, der én gang om måneden blev sprøjtet ind i min arm. Jeg hadede det. Min arm blev lammet, og jeg fik store smertefulde buler. Hvis det så havde virket, ville jeg nok kunne leve med det, men efter et år havde jeg det på ingen måde bedre, end da jeg var på almindelige piller. Jeg krævede derfor at skifte medicin. De advarede mig, og sagde jeg kunne få det dårligt, men jeg nægtede at få flere sprøjter og truede med ikke at dukke op mere. De overgav sig og lod mig skifte medicin.

Hele den december var jeg stærkt undermedicineret, da man skal gå langsomt frem og langsomt øge dosis. Da jeg ikke kunne sove, gav de mig forskellige piller til natten. Beroligende og indslumringspiller, men ikke rigtige sovepiller, for det måtte de ikke. De stolede heller ikke nok på mig til at give mig flere piller ad gangen. Jeg måtte højst hente 2, selvom det var så svært for mig at forlade mit hjem og min seng. Jeg tiggede og bad om at få piller nok til en uge, eller at T kunne hente dem, men de ville se mig. Jeg magtede ikke at gå i bad og magtede slet ikke at rede mit hår, og for første gang så jeg både skør og syg ud, når jeg bevægede mig rundt på Vesterbro. Jeg vidste det. Alligevel var jeg så desperat efter søvn, at jeg gjorde det. Bevægede mig ud i verden med fedtet og uglet hår for at hente piller.

Jeg skulle, som altid, hjem til mine forældre og holde jul, men for første gang vidste jeg ikke, om jeg kunne. Jeg vidste ikke, om jeg ville kunne holde sammen på mig selv så længe, og jeg ville ikke have de skulle se mig sådan. Ingen skulle se mig. På nær T, men kun fordi vi boede sammen. Jeg tog hjem til jul, men husker ingenting. T redte mit hår, inden jeg tog hjem. Jeg kunne ikke selv og efter en måned i sengen trængte det virkelig. Selv tog han hjem til sine forældre d. 23. Han var bekymret, det vidste jeg, men jeg ville have, han tog hjem og fik det bedste ud af det. Da jeg kom hjem fra mine forældre d. 25. græd jeg igen igen. Af udmattelse, afmagt og sorg. For pludselig vidste jeg, hvorfor jeg var så ked af det. Jeg kunne jo ikke få det barn, jeg altid havde drømt om. Jeg havde jo brug for store mængder medicin for at have det bare nogenlunde. Da det gik op for mig, at jeg aldrig skulle være mor, blev jeg nærmest hysterisk. Jeg husker, jeg skreg.

Jeg ringede til T og fortalte ham det. Vi kan ikke blive forældre! Han vidste det godt og havde vidst det længe. Han forsikrede mig om, at han elskede mig højt alligevel og lovede at komme hjem næste morgen. Jeg husker ikke de næste dage, andet end at jeg græd, og at T holdt om mig og prøvede at trøste mig. Han lovede, at han ville blive hos mig. Den nytårsaften var vi bare os to, og jeg faldt i søvn kl 20. Endelig kunne jeg sove.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close