En stor sejr

I går mindede Facebook mig om, at det var præcis 10 år siden jeg gik i supermarked alene, for første gang i 3(!) år. Jeg husker stadig det sus af frihedsfølelse, der ramte mig, da jeg gik ud derfra. Det var en lang sej kamp at nå dertil. En kamp jeg undervejs opgav eller satte på pause flere gange. Da jeg endelig vandt kampen, følte jeg mig så stærk, nærmest uovervindelig. Det var da også første skridt i retning mod at få det bedre. Det gav mig troen på at det nok skulle lykkes en dag.

Jeg husker tydeligt, hvordan det var at gå i supermarked, da jeg begyndte at blive syg. Det var som om alt var i bevægelse. Reoler, hylder og varer kom imod mig, og jeg fik lyst til at skubbe dem væk fra mig, tilbage hvor de stod. Jeg fik åndenød, hjertebanken og begyndte at svede. Jeg kendte intet til angst, så det forvirrede mig enormt da dette begyndte at ske jævnligt. I den Brugsen, der lå ved mit arbejde, kunne man ”springe køen over” og betale i kiosken, hvis man havde 5 varer eller derunder. 5 blev pludselig et slags magisk tal for mig, og lige meget hvilket supermarked jeg gik i, kunne jeg kun købe 5 ting ad gangen. Hvis jeg skulle bruge 6 ting, måtte jeg gå to gange. Det fungerede for mig et stykke tid, indtil det slet ikke fungerede længere, og jeg stoppede helt.

Den første supermarkedskæde, jeg droppede helt, var Netto. Flere af mine venner, eller nok nærmere bekendte, troede det var, fordi jeg var snobbet, og jeg lod dem blive i troen. I virkeligheden var det den rodede og hektiske atmosfære, der herskede i Netto, jeg ikke kunne klare. Det var også i Netto, jeg engang måtte overgive mig til angsten og lægge mig på gulvet ved køledisken og bare græde. Jeg var så udmattet af angstens rasen i min krop, at mine ben ikke længere kunne holde mig. Det var så pinligt at ligge der, men jeg kunne ikke gøre andet. Folk stimlede sammen om mig, og det eneste jeg fik forklaret var, at de ikke skulle ringe efter en ambulance. Næste gang jeg kom i den Netto, lagde jeg mærke til at en af medarbejderne gik 10 skridt bag mig under hele turen. Det gjorde mig flov, men samtidig meget rolig. Jeg kom dog aldrig i den butik igen.

Da jeg skulle begynde at gå i supermarked igen, var der næsten lige åbnet en ny kæde, Super Best. Jeg så det som en god mulighed for en frisk start og valgte derfor netop den butik, da jeg skulle starte min træning. Det var en langsommelig proces. De første par gange stod jeg bare ved døråbningen og forestillede mig at gå derind. Bare det startede en angstproces i min krop. Efter et par gange gik jeg ind og stillede mig på den anden side af døren. Langsomt bevægede jeg mig længere og længere ind i butikken. Jeg havde altid min kontaktperson fra OPUS med. Hun var så tålmodig og snakkede mig ned, når mit sind snakkede mig op. Til sidst kunne jeg gå i gennem butikken uden angst, men turde ikke købe noget. Jeg var bange for, hvad der kunne ske i køen. En dag tog jeg hul på bylden og købte noget, jeg kan ikke huske hvad, men jeg kan huske hvor vildt og samtidig dejligt normalt det føltes. Og for 10 år siden kom dagen så, hvor jeg købte ind alene. En kæmpe sejr og startskuddet til bedre tider.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close