Kære Mor (10)

Kære Mor,

Det er som om jeg er blevet vant til at savne dig, som om savnet nu er en del af mig. Sorgen er pakket væk i mit hjerte. Der ligger den så og ulmer, og nogen gange bliver den så presserende og overvældende at den triller ud af mine øjne. Sådan har det været de sidste par dage. Den sniger sig ligesom ind på mig og knuger om hjertet, indtil jeg næsten ikke kan få luft. Det eneste jeg kan gøre er at give den plads og lade den overtage hele mig et øjeblik. Øjeblikkene bliver kortere, og der er længere i mellem, men de er der. De får mig til at mindes dit smil, din stemme og din latter. Smilet har jeg mange billeder af, men de to andre ting, der var så stor en del af dig, er jeg så bange for at glemme.

Jeg savner også T. Jeg får glimt af den gamle ham på ”besøg”, og jeg nyder hvert et sekund. Vi går lange i ture i skoven for tiden. Og dér mellem træer og buske ser jeg ham, som han var. Vi griner, og når jeg kan høre og se at han griner med hele kroppen, er det som om, der falder perler ned fra himlen. Jeg griber så mange jeg kan og gemmer dem til mindre sjove tider. For dem er der mange af. Han lider virkelig. Jeg kan se det på hans ansigt, han ser så forpint ud. Han prøver at gøre mig glad, ved at lade som om han har det bedre end han har. Heldigvis har jeg perlerne. Jeg holder godt fast i dem, for de holder mig oppe og giver mig den energi jeg behøver, for at være en god kone.

Nu skal det hele jo ikke være en klagesang. Jeg har det faktisk godt for tiden. På trods af alt. Jeg er en del ude og fortælle min historie, og starter nyt job på onsdag. Det kommer måske til at lyde forkert, men det at T blev syg, gjorde at jeg på en måde mistede titlen/identiteten som patient. Den overtog han (desværre), men det satte mig fri. Jeg var pludselig tvunget til at finde en indre styrke frem. Jeg skulle jo pludselig overskue og klare en hel masse på egen hånd. Jeg fandt så meget styrke inde i mig selv at jeg pludselig havde overskud. Jeg startede bloggen og i OPUS Panelet, og begge ting giver mig extra plus på kontoen, så jeg er sikker på at jobbet kommer til at gå så godt.

Kære Mor, ville sådan ønske du var her og så hvor langt jeg er kommet. Jeg tror du ville være så glad og stolt. Du mistede dog aldrig troen på at dette ville ske en dag. Heller ikke når jeg tvivlede aller mest. Tak, Mor, for alt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close