Så har der været lidt stille herfra igen. Jeg har været i gang med projekt samle-seng-fra-IKEA og så har jeg været syg. Det med sengen har taget en del længere, end jeg lige havde regnet med, og jeg beder til den ALDRIG skal skilles ad og samles igen. Jeg startede onsdag og mangler stadig to skuffer – haha. Lå dog to dage med virus, men alligevel! Sengen er stor, fin, god og billig, men jeg er glad for at jeg ikke har skullet betale nogen en timeløn for at skrue de 10.000 bittesmå skruer i.
Sidste uge var det Knæk Cancer uge og den rammer mig lige hårdt hvert år. Det er umuligt at gå på nettet eller tænde fjernsynet uden at få smidt C-ordet i hovedet. Selvom det er tre år siden min mor døde, så kommer det for tæt på. Det er en lorte-sygdom. Ingen tvivl om det. Og der skal gøres alt for at finde en kur eller vaccine, og det rører mig at se hele Danmark samles om at hjælpe. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på alle de andre, der lider af forfærdelige og livstruende sygdomme. Bliver der gjort nok for dem? Og hvad med psykiatrien? Seriøst syge mennesker bliver hver dag udskrevet, fordi der ikke er nok sengepladser. Jeg vil gerne have knækket cancer, ligeså meget som alle andre, men når vi bor i et samfund, hvor der ikke er penge nok til at tage vare på de mest syge og udsatte, psykisk eller somatisk, skulle vi måske samle ind til sundhedssektoren som en helhed og ikke kun én sygdom? Bare en tanke …
I næste uge starter jeg som frivillig Recovery Mentor i OPUS Amager, og jeg glæder mig helt vildt. At skrive denne blog og tage ud og fortælle min historie, har virkelig givet mig blod på tanden, til at gøre hvad jeg kan for at give noget tilbage. Sammen med to andre, skal jeg være med til at starte en Recovery Café, for patienterne på OPUS Amager. Hele processen bliver så spændende. Jeg elsker at være en del af skabelsesprocessen, og da der ikke findes andre caféer som denne, bliver der rig mulighed for at komme med sine egne idéer og input til hvad det skal være for et sted. Jeg glæder mig også til at have kollegaer igen, og jeg glæder mig virkelig til at høre hvad de har af tanker og idéer. Jeg er sikker på at vi sammen kan skabe et helt fantastisk sted.
Lige nu sidder jeg på Riget. Jeg skal snart i pårørendegruppe. Det er virkelig lærerigt og noget jeg ser frem til. Der er noget særligt over at sidde i et lokale, hvor det eneste vi umiddelbart har til fælles, er at vi alle er pårørende til én med bipolar sindslidelse. Der er flere ægtefæller ligesom mig, men også mange forældre og søskende. Det er ikke en terapigruppe, men en undervisningsgruppe og det er lige det, jeg har brug for. Viden! Jeg må lære alt hvad jeg kan, så jeg kan hjælpe T så meget jeg kan. Sammen må og skal vi kunne få ham på rette kurs igen.
rebekkabildt.dk 