Kære Mor,
Jeg besøgte dig tidligt i morges. Det gør jeg hver morgen, men i morges var det før solen stod op. Jeg savner dig af hele min krop og sjæl, og ville give ALT for at snakke med dig, bare i 5 minutter. Siden vi kom hjem fra Rom har det været svært. T er så udmattet og hans humør dykker mere og mere. Det er så skræmmende for jeg ved ikke hvor langt han skal ned, før det vender og han er svær at være sammen med når han er nede.
Jeg ville ønske jeg kunne hive sygdommen ud af ham, bare for en lille stund. Han trænger til en pause, og det gør jeg egentlig også. Når han er nede, er der en underlig stemning herhjemme, og jeg bliver nervøs for at gøre eller sige noget forkert. Jeg vil jo ikke gøre det værre. Jeg går en masse ture, egentlig for at give os begge fred, men nok mest for min egen skyld. Når jeg går, kan jeg lægge bekymringerne lidt på hylden. Nogengange hører jeg musik, men for det meste har jeg bare brug for fuldstændig ro i hovedet.
Jeg er begyndt i pårørende gruppe. Jeg har kun været der én gang, men det virker til at blive godt. Det er ikke en terapigruppe, men en undervisningsgruppe, og det er lige det jeg har brug for. Jeg har brug for al den information og viden om sygdommen, som jeg overhovedet kan suge til mig. Mandag aften skal vi lære om selve sygdommen og hvad den indebærer for patienten. Jeg skal med T ind til hans psykiater om formiddagen, og da jeg ikke gider tage fra Albertslund til Østerbro flere gange samme dag, bliver jeg inde i byen. Hvis T kan magte det, spiser vi en frokost og hygger os sammen, hvis ikke nulrer jeg lidt rundt alene.
Jeg ville sådan ønske du var her, mor. Du var altid god at snakke med når jeg var ked af det, og det er jeg nu. Jeg er ked af at T er syg. Det gør mig ked af det at se ham lide. Hans psykiater siger han vil få det bedre, men hvornår? Vi har begge brug for lidt ro og stabilitet i livet.
Kære Mor, jeg savner dig.
rebekkabildt.dk 