Turen går til …

… Rom!

I dag rejser jeg med T og hans forældre til Rom. Jeg har ikke været der før, så jeg glæder mig sindssygt meget. Vi skal bare gå, opleve og spise os i gennem byen, de 4 dage vi er der. Aaaahhhh. Og vejret skulle være varmt og solrigt, det meste af tiden. Yay!

Jeg må indrømme at denne tur, falder på et super godt tidspunkt for mig. I torsdags var jeg nemlig hos lægen og fik dårligt nyt. I gennem de sidste par måneder er mine ankler begyndt at hæve. Jeg har egentlig ikke tænkt over hvad det kunne være, men da jeg viste dem til reumatologen, der giver mig blokader, bad han mig gå til lægen. Jeg tog mig derfor sammen og ringede onsdag. Er lidt bange for læger, så jeg tog en dyb indånding og fik det overstået. Ved et tilfælde var det lægen selv, der tog telefonen. Stress! Jeg fik fremstammet hvorfor jeg ringede og fik lige nævnt at det jo nok ikke var noget. Hun lyttede og bad mig komme dagen efter. Det undrede mig lidt, da hun er en travl læge, og da jeg bad om en tid i næste uge, efter Rom-turen.

Da jeg sad i venteværelset, tænkte jeg hvor pinligt det ville blive når hun sagde der ikke var noget galt. Det er nemlig altid min store frygt at spilde andres tid. Eller at en eller anden rigtig syg ikke kunne få en tid fordi jeg er der. Da jeg kom ind kiggede hun hurtigt på mine ankler og sagde med det samme, at hun lige skulle måle mit blodtryk. Det har de sidste 20 år været på grænsen til at være for højt, eller lidt for højt, så jeg tænkte ikke videre over det. Mens maskinen målte, sad jeg og tænkte på resten af dagen, mens lægen læste i min journal. Jeg skulle ind til byen og hygge og shoppe med T. Jeg glædede mig. Især til bare at se T. Han var taget i gruppe om morgenen, så vi havde ikke rigtig set hinanden den dag. Maskinen sagde en lyd og lægen tjekkede den.

”Det er for højt” sagde hun så. ”Det er det tit” svarede jeg. ”Det gør ikke noget …” ”Det er kritisk højt” afbrød hun mig. Jeg fattede ingenting. I slutningen af maj var mit blodtryk flottere, end det havde været i årevis. Lægen begyndte at fortælle mig om den behandling jeg skulle starte på. ”Men jeg skal jo til Rom”, sagde jeg. ”OK”, sagde hun. ”Nu tager du til Rom og giver den gas med hygge, og så er du patient når du kommer hjem. Vi to kommer til at se meget til hinanden den næste tid.” Jeg kunne have kysset hende.

Nu vil jeg tage mine fly-støttestrømper på og tage til Rom og hygge mig MAX med min familie, og ikke skænke det en tanke at jeg skal være hende patienten, når jeg kommer hjem.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close