I dag bliver en lang, men givende dag. Jeg startede formiddagen med at få blokader i fødderne. Jeg skal til Rom på lørdag, så timingen kunne ikke være bedre. Det gør sindssygt ondt at få blokaderne, men bagefter føles det som om man svæver, hvilket er vidunderligt, når det har føltes som at gå på knive så længe. Jeg har været så uheldig at få hælsporer på begge fødder, men hvis alt går som det skal, vil jeg kunne gå Roms gader og stræder tynde uden for mange smerter. Vi skal med T’s forældre derned. Faktisk skulle vi have været afsted sidste år i forbindelse med T’s 50 års fødselsdag, men han blev jo syg og vi måtte udskyde turen til i år. Nu er der 5 dage til afrejse og jeg glæder mig helt vildt. I modsætning til de andre har jeg nemlig aldrig været i Rom før.
Nu sidder jeg på en café på Amager og skal have en time til at gå. Jeg skal ind på OPUS Amager og fortælle min historie bagefter. Det er altid spændende og noget jeg virkelig ser frem til. Jeg kan huske, da jeg selv startede i OPUS, hvor rart det var at høre man ville/kunne komme ud på den anden side. Nu er jeg på den anden side, og vil så gerne give de nye patienter lidt håb for fremtiden. Når man først får diagnosen skizofreni, kan det virke meget overvældende og skræmmende. Især fordi film, tv serier og medierne tegner et meget forkert og unuanceret billede af sygdommen. Nej, vi er ikke farlige eller har flere personligheder. Vi er heller ikke skizofrene, men lider af skizofreni. Der er stor forskel. Vi er ikke sygdommen, men har den. Det er vigtigt for mig at være med til at ændre folks fordomme og afstigmatisere sygdommen.
Efter et par timer i skizofreniens tegn, tager jeg så hele vejen gennem byen til Riget, hvor jeg skal begynde i pårørendegruppe på centret for affektive lidelser. Jeg skal lære om lidelsen bipolar. Som kone til én med sygdommen, er det vigtigt for mig at lære alt hvad jeg kan. Google er min ven, men ikke nok. Jeg må lære hvad, der sker med T når han bliver manisk eller depressiv. Jeg ser frem til at starte i gruppen, men det bliver underligt at være ”på den anden side” af sygdommen. At være pårørende og ikke patient. Jeg ved ikke om det er en fordel eller ulempe at jeg selv har været patient endnu, men jeg håber på det første. Jeg vil så gerne blive bedre til at hjælpe T i gennem det her, og håber at få nogle gode værktøjer til det.
rebekkabildt.dk 