Kære Mor,
I dag er det tre år siden vi sidst snakkede sammen, i morgen er det tre år siden du døde. På den ene side kan jeg ikke forstå der er gået så lang tid, at jeg nu har klaret tre år uden dig. På den anden side synes jeg det var i går, vi bar din kiste ud til graven.
Ugen inden du døde, havde vi vores afskedssnak. Vi sagde vi elskede hinanden, og du var ked af at skulle væk fra mig. Du snakkede om alle de børn jeg skulle have, som du jo ikke ville møde. Det pinte dig. Du accepterede aldrig helt at jeg ikke skulle have børn. Det har også været så svært for mig selv at acceptere, men jeg kan ikke. Jeg har brug for min medicin og så har jeg ikke energien til det. Jeg har brug for meget søvn, for at kunne holde sammen på mig selv. Jeg har brug for ro og nogenlunde struktur, for at få min liv til at hænge sammen. Du tænkte altid, at en dag ville det blive anderledes, men det gør det ikke.
Jeg savner dig, mor! Far er i gang med at bytte lejlighed med naboen, så han bor hos os. Det bliver underligt, at han skal bo et sted, hvor du ikke har været, men det bliver godt for ham. Han rejser snart til USA. Han skal over og vandre i The Appalachians. Sej herre du var gift med.
Det går meget op og ned med T, men mest ned. Han skal starte i et gruppeforløb på torsdag og jeg håber det hjælper ham. Jeg vil så gerne have at han får det godt igen. Det sidste år har været noget så svært. Jeg skal også selv starte i et gruppeforløb, for pårørende! Jeg bliver nødt til at lære at takle hans sygdom, på samme måde jeg lærte at takle min egen. Det er svært at være pårørende. Jeg vil så gerne hjælpe, men det meste af tiden, er der intet jeg kan gøre. Håber gruppen kan give mig en bedre forståelse og nogle redskaber. Det bliver helt vildt mærkeligt, at være på den anden side af tingene. Ikke at være patienten, men hjælperen. Jeg føler mig klar! Sammen skal mig og T sparke bipolaren i røven, og få et mere normalt liv igen. Det fortjener vi!
Kære Mor, jeg savner dig sådan! Jeg besøger dig hver dag, men jeg savner at høre din stemme og især dit grin. Måske en dag …
rebekkabildt.dk 