I dag er det 1 år siden, jeg skrev mit første blogindlæg. Selvom det var velovervejet og længe undervejs, var det ret nervepirrende at trykke ”udgiv”. Jeg vidste, jeg ville udlevere mig selv ved at fortælle min historie, men syntes samtidig det var en vigtig historie at fortælle. Skizofreni er en væmmelig sygdom, men også meget misforstået. Mange tror mennesker med skizofreni er farlige eller har flere personligheder. Mit mål var at fortælle, at sådan er det ikke. Jeg har skizofreni, men jeg er stadig mig og har altid været det. Jeg har bare fået en masse udfordringer, jeg har skulle lære at tackle.
Det har været så givende at skrive min historie, og jeg er så glad for den måde, den er blevet modtaget. Tak for det. I har givet mig så god feedback og stillet relevante spørgsmål. Det sætter jeg virkelig stor pris på. Mere af det, tak.
Jeg er jo også begyndt at fortælle min historie ”live”. I dag skal jeg fortælle den til 80 personer, og selvom jeg mest er spændt, kan jeg mærke nervøsiteten komme snigende. Det er for første gang ikke patienter indenfor skizofrenispektret, men studerende, der måske ikke engang kender nogen med psykisk sygdom. Jeg glæder mig til at se, hvad de får ud af fortællingen, og hvilke spørgsmål, der bliver stillet.
Nu vil jeg forberede mig til i eftermiddag, det betyder at T skal lægge ører til historien for tiende gang. Stakkels ham. Haha.