Mandag på en tirsdag

Selvom jeg ikke går på arbejde, er det vigtigt for mig at ugen ikke flyder sammen. Det er vigtigt at skelne mellem hverdage og weekend, men nogen gange er det jo dejligt at det ikke behøver at være sådan. I går havde jeg en sjælden aften alene. Helt alene. Og jeg valgte derfor at lege det var lørdag, jeg åbnede en flaske vin og spiste noget lækkert. Jeg faldt dog i søvn tidligt, men hyggede mig med musik og fjernsyn indtil da. I dag har jeg så denne her mandagsfølelse. Det regner og er gråt udenfor og jeg gider derfor ikke gå min vandet morgentur. T er hos sine forældre og har vores eneste paraply med. Så nu skriver jeg et indlæg i stedet.

Det vil dog ikke være mandag hele dagen, i eftermiddag skal jeg nemlig ind og fejre OPUS Panelets 10 års jubilæum. OPUS Panelet er en fantastisk gruppe af frivillige, der tager ud og fortæller deres personlige historie. For det meste er det for patienter og pårørende i OPUS, men der er også mange andre opgaver. For eksempel skal jeg i morgen ind og fortælle min historie for ca 80 fysioterapeutstuderende på Metropol. Jeg er så spændt, tangerende til nervøs, men glæder mig også helt vildt. Panelets arbejde er så vigtigt, da det er med til at nedbryde fordomme omkring skizofrenispektret og give håb. Selvom det er en væmmelig og skræmmende sygdom, kan man få et godt og nogenlunde normalt liv. Dette budskab er så vigtigt og jeg glæder mig derfor til at fejre de modige sjæle, der tager ud og fortæller deres historier.

I aften er min elskede T så hjemme igen, og jeg håber virkelig han har det bedre end sidste uge. Den var tung. Han var i det mørkeste hul og var ikke til at slå et smil af. Sådan er det desværre nogen gange, men det er svært at se på og være sammen med. Jeg bliver nødt til at lære om hans sygdom, for at kunne hjælpe ham og mig selv i de perioder. Jeg starter derfor i pårørende gruppe på Centret for Affektive Lidelser på Rigshospitalet. Også her vil der komme en tidligere patient ud og fortælle sin historie. Det glæder jeg mig til, men det bliver mærkeligt at sidde på den anden side. Som tilskuer og pårørende. Jeg tror dog at viden er det bedste våben mod psykisk sygdom. Man kan ikke fikse alt med medicin, man må også arbejde hårdt for at forstå sygdommen og bekæmpe den indefra. Derfor starter T også i en gruppe for patienter. Jeg tror det bliver så godt for ham at møde ligesindede, der er i gennem det samme som ham. Det er meget nemt at komme til at føle sig ensom med sin sygdom, så jeg tror virkelig det er sundt at være en del af et fælleskab, selvom det er sygdom, der er omdrejningspunktet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close