Tanker om at være førtidspensionist

Det er nu lidt over 7 år siden jeg fik førtidspension, men jeg kan stadig ikke sige det højt, uden at føle en snert af skam. Men hvad er det egentlig, jeg skammer mig sådan over? At være blevet for syg til at kunne arbejde? Ikke at kunne forsørge mig selv? At være på offentlig forsørgelse? Ja til alle tre. Ikke at jeg ikke er taknemmelig, for det er jeg, men det er svært at føle sig accepteret og respekteret i vores samfund, når man ikke bidrager med noget. Hvis jeg kunne vælge selv, ville jeg arbejde. Jeg elskede at arbejde, dengang jeg gjorde det, og min største drøm er stadigvæk at blive rask nok til at arbejde igen. Ikke nødvendigvis fuldtid, men måske flex? Måske sker det en dag, men nok ikke.

Lige nu kan man sige, at mit arbejde er at være syg, og det er virkelig fuldtidsarbejde, for jeg har aldrig fri. Selvom jeg har en rigtig god dag, er den der – sygdommen. Selv om natten viser den sit grimme ansigt. Jeg er ikke voldsomt plaget af symptomer for tiden, men alligevel kræver den al min energi. Jeg arbejder for, at den ikke skal overtage mit liv helt igen. Det må aldrig blive, som det var, da det var værst, og det kræver noget af mig. Hver dag.

Når jeg er ude af mit hjem, tager jeg mig frygtelig meget sammen, så det er muligt at du, der er rask, ikke lægger mærke til, at jeg er syg. Jeg lægger til gengæld mærke til overraskelsen i dit blik, når jeg siger, jeg er førtidspensionist. Jeg hører, når du spørger, ”Gud, hvorfor? Du er da ikke så gammel?”, men jeg orker ikke at forsvare mig, eller forklare mig. Jeg kæmpede en brav kamp mod Københavns Kommune for, at få pensionen, og jeg ved, at jeg ikke havde fået den, hvis jeg ikke var berettiget til den. Jeg fik to afslag fra Kommunen, før Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse.

Så mange kæmper for at få førtidspension i dag. De kæmper mod urimelige fordomme, både på kommunen og måske endda i deres privatliv. Jeg kan godt se, at det ikke skal være meget nemt at få en pension, men det skal heller ikke være umuligt, som det er i dag. Jeg tror som udgangspunkt, vi alle gerne vil bidrage med noget. Sådan er vi opdraget. Så når du møder en, der enten søger pension, eller har været så heldig at have fået den, så vid at det er sidste udvej. Det er ikke en proces, man går igennem for sjov, og økonomisk er det ikke som at vinde i Lotto. Det er mere end kontanthjælp, men man bliver på ingen måde rig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close