Æbletræerne

Ude foran min have står to æbletræer. Sidste år var det en fryd at se folk flokkes om disse træer, især det ene var fuld af æbler, og folk kom fra nær og fjern for at fylde en pose eller to. Dette stod på længe, og jeg begyndte at overveje, om det måske var magiske træer, siden de var så populære. Her, hvor jeg bor, er der nemlig mange offentlige æbletræer, men ingen så velbesøgte som dem foran min have. Selvom jeg ikke er den store æble-spiser, måtte jeg ud og smage et, og jo – det smagte da dejligt. I dag, for et år siden, kom der så en skoleklasse og plukkede de sidste æbler. De snakkede og grinede, mens de fyldte deres tasker. Alt det liv omkring træerne er slut for i år tænkte jeg, mens jeg glædede mig til næste år. I år.

Hele foråret og sommeren har Jeg, fra min plads i sofaen, fulgt træernes blomstring, afblomstring og de spæde æbler, der begyndte at komme. Jeg har forestillet mig, hvordan de en dag skulle gøre nogen glade, og hvordan jeg selv ville plukke nogle og lave en gammeldags æblekage. Jeg har mange brombær i min have, og de skulle blive til en brombærkompot, jeg ville komme i i stedet for syltetøj. De sidste par uger har jeg så ventet. Ventet på at livet omkring træerne skulle begynde. Ventet på forventningens glæde i børn og voksnes øjne, når de gik derfra med deres poser. Ventet på at plukke nogle selv.

Men livet omkring træerne er aldrig begyndt. Der har være nogle få forbi, men de er alle gået tomhændet herfra. Måske er de ikke modne nok endnu, tænkte jeg. Det kommer nok bare lidt senere i år. Men det kom ikke, og i går gik jeg ud og tjekkede. Det ene træ, der sidste år var så populært, er blevet sygt. Æblerne er rådne og bladene på træet er blevet mærkeligt hvide. Det andet træ har et par få gode æbler. Dem vil jeg plukke i dag og lave den æblekage. Når jeg i aften spiser den, vil jeg tænke på alle de æblekager, der er kommet ud af de to træer og alt det liv, der har været omkring dem og huske mig selv på, at intet varer ved, heller ikke æbletræer. Man skal nyde det man har her og nu og ikke vente til næste år.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close