Nu har der efterhånden været stille her på domænet længe. Først holdt jeg en lang sommerferie med venner og familie, derefter begyndte mit sind at drille. Selvom T havde én af sine bedre perioder, fik jeg sværere og sværere ved at holde humøret oppe. Jeg kunne ikke slippe tanken om hvilken ”katastrofe”, der ville ramme os næste gang. De sidste mange år har den ene dårlige ting nemlig afløst den anden. Selvom jeg virkelig prøvede at lægge det fra mig, sank jeg længere og længere ned i mørket. Desværre havde min psykiater ferie, så der var ikke andet at gøre end at vente.
I sidste uge kom hun så tilbage. Det tog hende ikke 3 minutter at beslutte, at jeg skulle sættes op i dosis af antidepressiver. Jeg har ellers været så stolt over at have halveret min dosis, men jeg vidste, at jeg ikke kunne komme op af hullet selv og gik med til det med det samme. Jeg må jo tage den medicin, jeg har brug for, for at have det godt. Nu går jeg så og venter på, at det skal virke. Der går nok 2-3 uger, men bare det at gøre noget hjælper lidt. Jeg vil og må bare have det bedre igen. Især så jeg kan være der for T. Hans velbefindende svinger helt vildt. Inden vi tog til Mallorca havde han en mindre manisk periode, og siden har han været depressiv og stresset det meste af tiden. Jeg skal snart starte i en pårørendegruppe på Rigshospitalet. Det er vigtigt, at jeg lærer hans sygdom at kende, så jeg ved, hvilke tegn jeg skal være opmærksom på, og hvordan jeg skal agere.
Nu får jeg det til at lyde som en lortesommer, men der har også været lyspunkter, hvor vi har nydt livet og hinanden. Især turen til Mallorca. Vi havde den bedste ferie, hvor vi var på stranden, badede i poolen, gik ud et par aftener og ellers bare slappede af derhjemme. Vi opfandt vores egne quizzer og spil og brugte timer på bare at hygge os sammen. For at skåne T stod jeg for de fleste indkøb, og selvom det var meget varmt, nød jeg mine gåture ned til byen. Det var vidunderligt endelig at komme ind i det kølige supermarked efter den lange gåtur. Jeg tog en taxa hjem, da turen op til huset ikke var mulig til fods, med eller uden varer. Det var for varmt og stejlt. Efter to uger i sydens sol gik turen hjem igen. Her var vi sammen med familie og gode venner.
Selvom vi har været hjemme i under to måneder, synes det som om, at det er for evigt siden, vi var afsted. Heldigvis skal vi til Rom i næste måned. T blev 50 (!!!) sidste år og fik rejsen af sine forældre. Desværre kunne vi ikke tage af sted, da han jo blev syg, så det bliver i år i stedet. Vi glæder os! Jeg har aldrig været i Rom, så det bliver noget helt særligt at skulle se og opleve byen for første gang. Det bliver så spændende, men inden skal vi begge lige arbejde på at få det bedre.
rebekkabildt.dk 