Mens jeg venter …

T er startet i noget metakognetiv terapi, så en gang om ugen tager vi ind til byen. Jeg plejer at nulre rundt, den halvanden timer det tager, men i dag regner det, så jeg har sat mig på Joe & the Juice og tænkte, det var længe siden, jeg havde skrevet. Jeg er begyndt at fortælle min historie i OPUS regi, og det har taget meget af min tid. Det viser sig dog, at jeg knus-elsker at formidle min historie, også mundtligt. Da jeg var ude på OPUS Amager forleden, kom en ung fyr løbende efter mig og sagde, ”Du skal bare lige vide, at du lige har givet mig troen på det hele tilbage.” Det gjorde mig bare så glad.

Jeg har tænkt meget over den måde, jeg i sin tid blev afsluttet fra Distriktpsykiatrien. Jeg havde ikke været der længe, fire måneder helt præcist. Lige efter nytår blev jeg ringet op af min kontaktperson. De havde besluttet, at jeg nu var ”rask” nok til at blive afsluttet, jeg kunne selv vælge, om jeg ville fortsætte hos en psykiater eller hos egen læge. Jeg valgte at ringe til min tidligere psykiater, hende, der i sin tid havde henvist mig til OPUS. Jeg mente ikke, at min læge ville kunne justere i min medicin eller behandle mig på samme måde, som en psykiater ville kunne. Med så tung en diagnose som jeg har, mente jeg og mener stadig, det ville være helt uforsvarligt at fortsætte min rejse mod at få det bedre hos lægen.

Faktisk mener jeg, det er helt uforsvarligt, at de overhovedet gav mig et valg. Jeg har siden jeg stoppede, i samarbejde med min psykiater, halveret mit medicin-forbrug. Det tvivler jeg stærkt på ville være sket, hvis jeg gik hos en almindelig praktiserende læge. Det er min erfaring, at læger helst ikke vil pille ved psykiateres arbejde, da de jo oftest ved bedst, eftersom det er det, de er uddannede til. Jeg er sikker på, at der render mange overmedicinerede eller undermedicinerede psykisk syge rundt derude, fordi de ikke får den rette behandling. Ikke fordi nogen vil dem det ondt, men fordi de praktiserende læger ikke ved bedre.

I det sidste notat i min journal fra Distriktpsykiatrien skriver de, at de er nervøse for , om jeg er ved at blive psykotisk igen. Jeg havde brækket halebenet, og det gjorde så ondt, at jeg dagligt fantaserede om at få det ud. Disse fantasier mente de var på grænsen til det psykotiske. Uden at have set mig, vælger de så at afslutte mig fire måneder senere. Dybt uforsvarligt hvis du spørger mig. Jeg kunne jo have sagt hvad som helst i telefonen. Jeg mener, de burde have indkaldt mig til et sidste møde og der vurderet, om jeg var rask nok. Jeg har ellers ikke noget dårligt at sige om det offentlige system, men dette mener jeg var en klar fejl. Heldigvis havde jeg det godt og tænkte klart nok til at henvende mig til en psykiater. Det er jeg så glad for i dag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close