Prinsen

I dag for tre år siden behøver hverken Facebook eller Instagram minde mig om, for jeg husker den som var det i går. Vi havde været til stråling med min mor. Heldigvis var behandlingen ved at være slut, for den tærede på os alle. Den daglige tur ind til Riget og alle de tanker og følelser den medførte. Jeg var ked af det. Min mor var syg og trods en vellykket operation, kunne hun ikke længere gå. Jeg sad i mine forældres stue, der nu også fungerede som deres soveværelse. De boede i et hus med mange niveauer og trapper, så min mor var i stuen, hvorfra det var lettest for sygetransporten at hente hende. Vi så fjernsyn og jeg tjekkede lige Facebook. Der stod det, sort på hvidt. Prince var død.

Mit hjerte sank, jeg kunne ikke tro på det. Jeg ringede derfor til T og bad ham undersøge om det var sandt. Han fulgte en del musiksider, så han ville kunne finde ud af om det var rigtigt hurtigst. Lidt efter tikkede beskeden ind. ”Det ser ud til at det er sandt”. Jeg rejste mig og gik ud for at ryge. Alle de tårer jeg havde holdt tilbage den sidste tid, pressede nu så meget på at jeg ikke kunne stoppe dem. De løb ned ad kinderne på mig og jeg græd. Jeg græd for min mor og jeg græd for min ungdoms helt. Da jeg gik ond igen kunne min mor se at jeg havde grædt og hun trøstede mig, som kun ens mor kan trøste én. Vi vidste begge to det ikke kun handlede om Prince.

I dag når jeg har brug for trøst fra min mor, tænker jeg på den aften. Jeg tænker på hvordan hun tog min hånd og trak mig ind til sig og gav mig et lille kram. Jeg tænker på hendes stemme og medfølende øjne. Jeg ville ønske jeg kunne rejse tilbage til den aften og lægge mit hoved på hendes bryst og lade mig trøste.

Hvil i fred, min Prince og hvil i fred, min elskede mor.