Tøjkaninen

For tre år siden havde vi næsten lige fundet ud af min mor var syg. Hun havde kræft, men vi vidste endnu ikke hvor moderkræften sad. Hun havde haft metastaser på rygsøjlen, som havde fået den til at kollapse. De havde bortopereret metastaserne og samtidig indsat et stativ, der skulle holde rygsøjlen sammen. Hun skulle derefter have strålebehandling. Den var hun i gang med for præcis tre år siden. Hun var meget bange og utryg så jeg tog med hver dag. Hver anden dag tog jeg med hende hjem i sygetransporten og sov der og de andre dage tog min far med og jeg tog hjem bagefter.

Denne dag havde jeg sovet hjemme, jeg skulle derfor tage bussen fra Vesterbro til Riget. Jeg stod på 6A ved Føtex på Vesterbrogade. Bussen var næsten tom så jeg kunne frit vælge et sæde. Der hvor jeg valgte at sidde lå en glemt tøjkanin. Den lå hulter til bulter, så jeg satte den pænt på sædet ved siden af mig. Jeg ville give den til chaufføren på vej ud. Jeg magtede det ikke lige der. Vi kørte gennem byen. Jeg stirrede stift ud af vinduet hele turen. Tårerne brændte bag mine øjne, men jeg ville ikke græde. Jeg vill ikke have min mor skulle se jeg havde grædt. Jeg måtte være stærk, men det var så svært. Min mor var så syg og jeg var bange for at skulle miste hende.

Jeg var så opslugt af mine egne tanker og min egen sorg at jeg ikke ænsede hvad der skete i bussen omkring mig. Jeg lagde ikke mærke til hvem, der stod af og på. Vi havde nu været igennem byen og det var Riget næste gang. Jeg mærkede en forsigtig hånd på min skulder og en dame spurgte ”undskyld er det din kanin?” Jeg havde glemt alt om tøjkaninen og blev helt forvirret. Jeg så mig omkring og bussen var helt fuld. Udover at sæderne var optagede stod folk mast sammen i midtergangen. Og der sad jeg så. Med en tøjkanin ved siden af mig. Jeg må have set helt forkert ud, og folk må have troet det var min kanin jeg var på tur med. Damen fortsatte med at sige ”ja der står en ældre dame her, der har brug for at sidde ned”. Jeg samlede kaninen op og nærmest smed den i hovedet på hende mens jeg råbte ”nej, det er IKKE min kanin”. Så mange øjne var nysgerrigt rettet mod mig og jeg ville virkelig gerne pointere at jeg IKKE var på tur med min kanin. ”Rigshospitalet Syd” lød det skrattende over højtaleren, jeg skyndte mig at rejse mig og stå af. Væk fra kaninen og alle de mennesker, der havde troet jeg var skør.

Jeg tændte en smøg og inhalerede grådigt. Tårerne pressede endnu mere på, men jeg måtte ikke græde. Min mor havde brug for mig og jeg måtte være stærk. Jeg slukkede smøgen og børstede hændelsen af mig og gik ned til min mor.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close