I dag skulle T til noget forskning/behandling på Riget og vanen tro tog jeg med, for at holde ham med selskab på turen frem og tilbage. Jeg havde derfor et par timer at slå ihjel i København. Jeg tog i Fælledparken for at arbejde lidt på nogle oversættelser til hjemmesiden. Da jeg var færdig gik jeg en tur og så slog det mig … Det her er ikke min by længere. Jeg er bare på besøg, ja en slags turist, kan man måske kalde det. Det gav et stik i hjertet og hele min ungdom i byen passerede revy. Forårsdage som den i dag på gader og stræder, cafe ture, nætter i byen og alle de mange cykelture rundt omkring. Jeg sendte kærlige tanker til de mennesker jeg tilbragte mine unge år med, og tænkte på hvad de mon lavede liger dér, på præcis det tidspunkt. De var nok på arbejde, eller hentede børn, tænkte jeg. Så utrolig meget er sket siden dengang og jeg følte mig sgu lidt gammel.
Det er nu to år siden jeg flyttede ud af byen og selvom jeg elsker at bo, hvor jeg bor nu, så blev jeg fyldt op af et udefinerbart savn. Det var ikke byen i sig selv jeg savnede, eller ungdommen. Det var nok nærmere dengang jeg havde store planer og drømme for fremtiden, jeg pludselig savnede. Dengang jeg havde en ukuelig tro på at alt nok skulle blive godt, lige meget hvad jeg gik igennem. Nu ved jeg at det virkelig kræver noget af mig, bare at have det godt. Jeg har ikke de store planer for fremtiden og drømmene er også blevet downsized en hel del. Jeg er taknemmelig for at være kommet helskindet ud på den anden side af skizofrenien. Nu ønsker jeg bare, af hele mit hjerte, at T snart får det godt igen, at vi får den hund, vi så brændende ønsker os og at sommeren bliver lang og god.
rebekkabildt.dk 