Tilbagefaldet

Selvom vi hurtigt faldt til i vores rækkehus og i livet i forstæderne, fik T det langsomt værre. Han var stresset og trak sig mere og mere ind i sig selv. Det store sammenbrud kom efter halvandet år og det er nu 7 måneder siden. Selvom han har det lidt bedre, er han langt fra at have det godt og endnu længere fra at være sit gamle selv. Vi får at vide at vi skal klappe hesten og være tålmodige. Når man har haft et sammenbrud af den kaliber, tager det tid at hele. Samtidig er T utrolig svær at medicinere, så hver dag er stadig en kamp mod sindet og uroen i kroppen.

Det er så utroligt hårdt at være vidne til at ens elskede lider. Ligesom T var der for mig under skizofrenien og de 4 år med brækket haleben, var det nu min tur til at være der for ham. Jeg syntes egentlig det gik fint nok. Det var hårdt, men jeg klarede det. Jeg var bare så lettet over at jeg selv var symptomfri på femte år, så vi kunne koncentrere os om T. Et eller andet sted troede jeg nok at jeg havde overvundet skizofrenien, at den var væk og for ca halvandet år siden begyndte jeg derfor langsomt at trappe ud af min medicin, i tæt samarbejde med min psykiater. Jeg begyndte at forestille mig et liv helt uden medicin. Det var vidunderligt.

Jeg har længe haft uregelmæssig søvn med mareridt, men for nylig begyndte de at ændre karakter. Jeg begyndte at blive mere angst om natten. Nogengange var jeg så stiv af skræk at jeg ikke kunne bevæge mig. Nattens angst begyndte langsomt at fylde i mig i dagtimerne. Jeg vidste inderst inde godt at der skete noget i min hjerne, men jeg ville ikke indse det. Jeg var jo symptomfri på femte år og klarede det hele så fint. Jeg havde jo overvundet skizofrenien. Angsten begyndte at fylde mere i mig og en nat kom DRØMMEN. Jeg drømte at der voksede blomkål ud af mit hoved. Jeg kunne mærke hvordan den brød gennem kraniet og ud gennem huden. Jeg kradsede mig for at få det væk. Jeg kradsede mig så meget at jeg vågnede, men fornemmelsen ville ikke gå væk. Det var forfærdeligt. Hver gang jeg faldt i søvn, voksede blomkålen. Til sidst turde jeg ikke sove mere. Jeg kradsede mig jævnligt de næste dage og fik flere og flere sår. Fornemmelsen ville ikke slippe mig. Blomkålen voksede.

Jeg kunne ikke holde det for mig selv længere og fortalte først T og dernæst min søster om drømmen. Jeg vidste godt at det ikke bare var en drøm, men jeg kunne ikke overskue realiteterne. Heldigvis havde jeg en tid hos min psykiater en uges tid senere. Hun vurderede at det var psykotisk angst og øgede med det samme min antipsykotiske medicin. Den nye dosis et begyndt at virke og jeg har igen fået ro i hovedet. Samtidig har jeg fået en ny respekt for den kælling af en sygdom jeg har i min hjerne.