Kære Mor (6)

Kære Mor,

T har nu været syg i 7 måneder og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Selvom han har det lidt bedre nu, i forhold til da han startede på center for affektive lidelser, går det hele så langsomt og han er stadig så langt fra at være min T. Jeg savner ham så forfærdelig meget, selvom jeg er sammen med ham hele tiden. Vi plejede at grine så meget sammen, men nu er der ikke længere noget at grine af. Vi plejede at hygge os sammen, men nu er jeg glad bare stemningen ikke er alt for trykket. Som T selv sagde for noget tid siden, er psykisk sygdom noget værre lort.

Jeg ved jeg skal være tålmodig og jeg prøver virkelig, men savnet er så massivt. Samtidig savner jeg dig, mor! Jeg savner at snakke med dig, eller bare høre din stemme. Jeg har jo aldrig før haft en livskrise uden dig. Jeg ved du ville råde mig til at stole på lægerne og det gør jeg også, men det hele går så langsomt. De har ikke engang fundet den rigtige dosis medicin endnu. Faktisk ved vi ikke om han overhovedet får den rigtige medicin. Vi håber sådan han ikke skal igennem et medicinskifte, da det kan tære på både krop og sjæl og det tror jeg ikke han kan klare lige nu. Han har brug for fremskridt.

Han skal ind og snakke med sin psykiater om tre dage. Hun plejer at være godt til at minde os om de små fremskridt, der rent faktisk er sket, men som vi allerede har vænnet os til. Depressionen, der fulgte efter manien har så godt fat i ham, at jeg kan blive bange for om den nogensinde slipper taget i ham. Jeg ved at det tager tid. Især når man har været så syg som han var. Men vi har begge brug for at der sker noget snart. At han kommer et skridt nærmere sig selv, at der sker endnu et mini-fremskridt.

Kære mor, jeg savner dig!