Begravelsen

Den morgen min mor døde, samledes vi alle omkring hende på hospitalsstuen. Vi bad for hende og kyssede hende farvel. Vi blev der længe, for ingen var klar til at tage den endelige afsked. Vi grinte og græd og fortalte historier om hende. Hendes bedste veninde kom også for at sige farvel. Det var så uvirkeligt. Det var ikke mere end et par dage siden T havde været med ude hos hende på Galgebakken, hvor hun og min far boede. Vi skulle kigge på et rækkehus som vi måske skulle bytte vores lejlighed til. Hun var så glad og tanken om at vi måske skulle flytte derud. Vi endte med at bytte lejligheden, men det nåede hun aldrig at få at vide.

Efter nogle timer på hospitalet tog vi i samlet flok hjem til min far. Sorgen var knugende! Jeg skulle aldrig snakke med min mor igen. Jeg skulle aldrig mere høre hendes stemme eller hendes grin. Jeg følte mig lammet. Da jeg kom hjem begyndte jeg at græde for alvor, og jeg følte jeg aldrig kunne stoppe igen. Min mor og far havde aftalt alt det praktiske omkring begravelsen og min far havde valgt en grav. Jeg skulle derfor ingenting i dagene op til begravelsen. Det var helt mærkeligt. Jeg var jo blevet vant til at tage ud til Albertslund hver dag. Jeg græd og græd helt utrøsteligt. T var der for mig, men han kunne ikke gøre noget for at gøre det bedre. Jeg havde mistet min mor og det kunne ingen knus eller søde ord ændre på.

Dagen for begravelsen kom. Min bror og jeg fik åbnet kisten, for at sige farvel en sidste gang. Vi lagde lyserøde roser og en ring ned til hende. Kisten blev lukket igen og jeg skulle aldrig se hende mere. Folk begyndte at ankomme. Jeg stod sammen med min far ude foran kirken. Jeg var helt ødelagt. Lige meget hvor jeg kiggede hen, kom folk imod mig med åbne arme og et bedrøvet ansigtsudtryk. Jeg kunne ikke klare det og blev nødt til at sætte mig ind på min plads i kirken. Jeg kunne høre hvordan den blev fyldt op. Der kom så mange at våbenhuset også måtte tages i brug. Det var utrolig rørende. Præsten talte og vi sang og så blev det tid til at bære hende ud til tonerne af, Når Jeg ser et rødt flag smælde. Der var så mange blomster, de fleste lyserøde, at det var svært ikke at træde på dem. Jeg så så mange velkendte ansigter på vej ud af kirken og blev så utrolig rørt.

Til lyden af kirkeklokkerne bar vi hende over til graven. Vi kastede pink roser ned til hende. Jeg ville på det tidspunkt ønske jeg kunne tage med hende derhen hvor hun nu skulle være. Jeg kunne ikke forestille mig livet uden hende. Ceremonien sluttede og jeg gik modvilligt fra hende og med over til det efterfølgende arrangement. Der var så mange mennesker som min mor holdt af, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor højt hun ville have elsket at være der. Efter et par timer gik vi, familien hjem til min far og spiste. Vi havde sagt farvel. Nu skulle vi hver især lære at leve uden hende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close