Kære Mor (5)

Kære Mor

Endnu et år uden dig er nu gået og det er stadig så svært. Jeg tager stadig mig selv i at tage telefonen for at ringe til dig, for jeg har sådan brug for at tale med dig. Hvis du var her ville du give mig både knus og gode råd til hvordan jeg klarer den situation jeg er i. Det har været et hårdt år og jeg har svært ved at se hvordan jeg skal gøre det næste bedre.

Efter fire dage på den lukkede, blev T flyttet over på en åben afdeling. Der var ingen hegn eller låste døre, men det var også den eneste forskel. T skulle stimulibegrænses, så jeg måtte kun komme på besøg 2×1 time om ugen. Han måtte ikke forlade afdelingen uden mig eller en sygeplejerske, heller ikke for bare at gå over på hospitalet for at købe lidt slik. Han var stadig manisk og registrerede ikke disse restriktioner, men det gjorde jeg. Han brugte sine dage på at skrive og høre musik og humøret var højt. Jeg brugte mine dage på at lade op til det næste besøg og mit humør var knap så højt. Jeg savnede ham noget så frygteligt. Ikke kun hans tilstedeværelse derhjemme, men også hans tilstedeværelse i livet generelt for han var stadig så langt fra at være min elskede T.

Dagene blev til uger og han kom langsomt ned igen, men han var stadig noget så syg. Hans humør svingede enormt og jeg vidste aldrig hvem jeg ville få i røret eller møde på afdelingen. Lægerne syntes han gjorde fremskridt, alt imens de prøvede at få ham medicineret korrekt. De gav ham Zyprexa! Hvilket var meget svært for mig at være vidne til. Mine egne erfaringer med Zyprexa stod stadig knivskarpt i min hukommelse, og jeg havde jo syntes det var forfærdeligt. Jeg havde i årevis sagt at jeg hellere ville tage mit eget liv, end at tage Zyprexa igen, men T kunne heldigvis ikke huske navnet og tog det derfor med glæde. Han begyndte hurtigt at få bivirkninger. Han kunne ikke helt styre musklerne i tungen og omkring munden, men det måtte han tage med. Han var for sårbar til at skifte medicin.

Efter lidt over fem uger kom han endelig hjem. Han havde været på orlov et par gange, og selvom det for det meste var gået godt, var jeg så nervøs. Jeg var bange for at han skulle blive psykotisk igen, men nu var han medicineret og de lovede mig det ikke ville ske igen. Vi skulle have en hverdag til at fungere igen, men alt var jo anderledes, så hvordan skulle vi klare det? T blev mere og mere påvirket af Zyprexaen og det blev sværere og sværere at få kontakt. Bare at føre en simpel samtale var svært, han kunne hverken forstå eller formulere sig. Det meste af tiden sad han med åben mund og stirrede ud i luften.

Efter lidt over en uge skulle han starte på Center for Affektive Lidelser på Riget. Da vi kom derind så hans nye læge MV med det samme, hvor galt det stod til. T svarede ikke rigtigt på nogle af hendes spørgsmål, hvis han overhovedet svarede. Det meste af tiden sad han, som derhjemme, med åben mund og et blankt ansigtsudtryk. Hun besluttede at trappe ham ud af Zyprexaen med det samme og det gjorde mig så glad. Jeg håbede sådan jeg nu ville få min T tilbage.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close