Afskeden

Min mor havde ikke længe igen. Det var nu helt sikkert. Der var ingen kemoterapi eller andet, der kunne hjælpe hende. Der var så meget vi ikke havde nået at gøre og samtaler vi ikke havde haft. Alt skulle nu nås inden for ganske kort tid. T og jeg havde længe snakket om at blive gift, men havde ikke haft pengene. Jeg vidste min mor altid havde drømt om min bryllupsdag. Det havde altid været planen at hun skulle følge mig op til alteret, da min far var præsten der skulle vie mig. Min mor kunne ikke længere gå, så hun kunne ikke følge mig op ad gulvet, men hun skulle ikke snydes for mit bryllup. Hendes drøm om at se min far vie mig skulle opfyldes. T og jeg besluttede os for at blive gift tre uger senere. Vi blev viet i Herstedvester Kirke om formiddagen, med en lille reception ude foran bagefter. Dernæst tog vi til Vesterbro og spiste frokost på Restaurant Klubben. I stedet for at give os gaver, ønskede vi os at gæsterne betalte for deres egen frokost. Det var så fin en dag og vigtigst af alt var min mor med den dag jeg blev gift. Den dag min far spurgte om jeg ville tage mit livs kærlighed T til min ægtemand.

Min bror inviterede os på mini bryllupsrejse til Zakopane i Polen. Vi nød et par dage i den lille bjergby, inden hverdagen igen meldte sig. Jeg skulle finde ud af hvordan jeg skulle tilbringe den sidste tid med min mor. Jeg havde altid kunne fortælle hende det meste, men hvordan skulle jeg kunne sige farvel? Hvordan skulle jeg tage afsked med et af de mennesker jeg elskede aller højest? Jeg besluttede mig for bare at være der. Hver dag tog jeg fra Vesterbro til Albertslund for at være sammen med hende. Ikke altid i lang tid, for det meste bare et par timer. Vi snakkede ikke om at hun skulle dø, vi var bare sammen. Vi så lidt fjernsyn, snakkede lidt og nogengange tog vi en lur. Jeg var egentlig ligeglad. Jeg ville bare være sammen med hende så meget som muligt.

Sommeren gik. Hun forsvandt langsomt. Sygdommen tog hende fra mig lidt efter lidt. En dag mens hun var indlagt sagde jeg, jeg er så glad for at jeg havnede hos dig og du blev min mor. Hun smilede, jeg er også glad for at du blev min datter, sagde hun. Jeg elsker dig mor! Jeg elsker også dig, Rebekka, sagde hun. Så var det sagt. De ord vi havde sagt til hinanden så sjældent, men som vi altid havde følt. Jeg vidste hun ikke havde længe igen, og nu havde vi sagt det, der skulle siges. Min mor døde ugen efter, 73 år gammel.