Kræften

Min mor havde kræft. Min elskede mor, der aldrig havde fejlet noget alvorligere end influenza. Hvordan var det muligt? Jeg sad i mine svigerforældres bil, på vej ind til Riget og tårerne trillede ned ad mine kinder. Min mavefornemmelse sagde mig at det her var meget slemt og jeg kunne ikke komme ind til hende hurtigt nok. Da jeg endelig så hende begyndte jeg at græde, hun tog mig i hånden og sagde, du må ikke græde Rebekka, men jeg kunne ikke lade være. Jeg var så bange for at miste hende.

Lægerne vidste endnu ikke hvor kræften sad, men der var metastaser i ryggen, som havde ødelagt noget af rygsøjlen. Hun skulle opereres dagen efter og have indopereret et stativ i et forsøg på at redde hendes førlighed. Operationen varede længe og imens sad vi og ventede, min far, min søster og mig. Vi talte lidt engang imellem, men ikke om angsten for hvad der skete. Det kunne vi ikke. Endelig var de færdige og det var gået godt. Vi fik lov at se hende på opvågningsstuen, men jeg ville næsten ønske vi ikke havde. Hun så så uhyggelig og frygtelig syg ud. Vi gik hurtigt igen og ventede på at hun kom op på sin stue. Lægerne var noget så stolte over deres arbejde, men trods det kom min mor ikke til at gå igen.

Et par dage efter operationen blev hun overflyttet til Glostrup Hospital, hvor jagten på moderkræften satte ind. Min mor blev scannet på kryds og tværs og til sidst fandt de den. Den sad i lungen. Det fik vi at vide mens min mor lå ude på hospitalsgangen. Hun havde besøg at sin veninde og hendes mand, da en læge pludselig afbrød. Hun sagde at min mor havde en ”bolle” i lungen og det var der desværre ikke noget at gøre ved. Lægen havde travlt og skulle videre, så vi stod bare der måbende og vidste ikke hvad vi skulle stille op. Der var så mange spørgsmål, men ikke nogen til at besvare dem. Min mors veninde og hendes mand gik, min mor og far og mig stod bare i stilhed og lod beskeden synke ind. Endelig kunne min mor komme ind på sin stue igen. Jeg gik ud og græd.

Min mor blev henvist til Herlev Hospital hvor der lå en onkologisk afdeling. Hele familien mødte op. Min mor havde på Glostrup fået at vide hun ikke kunne få kemo, men lægen på Herlev mente godt hun kunne få en ”sjat”. Humøret på stuen løftede sig lige et øjeblik. Der var mulighed for behandling, yes! Min mor blev bakset op på en vægt, for at kunne afmåle kemoen og så videre. Et kvarter efter kom lægen ind igen. Hun fortalte at overlægen havde sagt nej til al behandling. Han mente at kemoen ville slå min mor ihjel. Hun ville snakke med ham igen og vi skulle ringe og få den endelige beslutning ugen efter. Det blev besluttet at det var mig, der skulle ringe til lægen. Jeg havde ondt i maven af nervøsitet. Vi kan desværre ikke hjælpe din mor, sagde hun. Hvor lang tid har min mor igen?, spurgte jeg. Det er svært at sige, svarede lægen. Er det måneder eller år?, spurgte jeg insisterende. Måneder, svarede hun. Der var ikke mere at sige og vi lagde på.