En måned efter operationen stod det klart at den ikke havde været en succes. Smerterne var værre og jeg kunne slet ikke sidde ned. Heller ikke på den hæmoridepude jeg havde slæbt rundt på og været helt afhængig af i 1,5 år. Jeg kunne kun stå eller ligge ned. Vi prøvede alt, men ingenting virkede. Der var ikke andet at gøre end at åbne mig igen og se hvad der var galt. Jeg fik en tid til ny operation i januar. Inden skulle jeg både holde 40 års fødselsdag og jul. Jeg måtte leje en toiletstol for at komme igennem månederne inden operationen. I stedet for en pude, slæbte jeg nu rundt på en stol. Smerterne var ulidelige og det kunne ikke blive januar hurtigt nok.
Efter anden operation sagde lægen at der havde været en stor flænge i korsbenet, og at de blev nødt til at fjerne det nederste led. Vi kan ikke fjerne mere nu, sagde han, så vi må håbe det virker. Det gjorde det ikke helt. Der gik betændelse i knoglerne og jeg skulle på en 3 måneders penicillinkur. Jeg var efterhånden så træt af smerterne og mistede efterhånden troen på at de ville forsvinde.
Mens alt dette stod på fik min mor ondt i ryggen. Lægen sagde det var en strikkeskade. Det gav dengang mening, da min mor havde strikket mange halsedisser og halstørklæder mm. Til julemarkeder i december. Hun blev henvist til en fysioterapeut, og da det ikke virkede en kiropraktor. Det virkede heller ikke, men hun tog det i stiv arm og klagede ikke. Smerterne tog til, men lægen fastholdt sin teori om en strikkeskade. Lige inden påsken blev hun røntgenfotograferet og de konkluderede at det var knogleskørhed. Hun skulle til lægen onsdagen inden påske, men hendes ben virkede ikke. Vi ser hvad der sker i påsken, sagde lægen og gjorde ikke mere ud af det. Hun var 72 og havde aldrig før haft problemer af den kaliber, men hun lyttede til lægen og gjorde som der blev sagt.
2. Påskedag blev det så slemt at min mor og far ringede efter en ambulance. Jeg var til påskefrokost hos mine svigerforældre, men prøvede at ringe flere gange uden at få svar. Jeg blev mere og mere nervøs, men kunne ikke gøre noget. Næste morgen ringede jeg flere gange uden at få svar. Endelig ringede hun. Jeg tog telefonen med hjertet oppe i halsen. Lige så snart jeg hørte min mors stemme kunne jeg høre hun græd. Dig og dine søskende skal komme ind på hospitalet, sagde hun. Mit hjerte sank. Jeg vidste det her var alvorligt. Er det kræft?, spurgte jeg. Ja, sagde hun. Min verden gik i stykker i det sekund og ville aldrig blive den samme igen.
rebekkabildt.dk 