Kære Mor
Så meget er sket siden du blev syg og tog fra mig og i sommer gik T i stykker. Sådan helt. Han gled længere og længere væk fra mig og ind i sin egen virkelighed. En virkelighed, der var så langt fra min og som jeg havde så svært ved at forstå. Han blev mere og mere angst for verden og til sidst også mig. Det kulminerede den aften han hentede en kniv. Han sad med den og kiggede ud i nattens mørke, helt angst. Jeg blev så bange, men jeg turde ikke gøre eller sige noget. Jeg turde heller ikke ringe efter hjælp. T var så langt væk og jeg var bange for hvad der ville ske, hvis nogen kom til vores hjem. Efter hvad der føltes som timer, lagde han endelig kniven fra sig og faldt i søvn. Jeg turde ikke sove. Kl 9 ringede jeg til den psykiater han have en tid hos tre måneder senere. Jeg forklarede hvad der foregik. Han skal indlægges med det samme, sagde hun. Jeg skulle få ham med ud på psykiatrisk skadestue. Dagen inden havde han været imod alt form for hjælp, men heldigvis var han nu så udmattet at han bare fulgte med. Jeg ville helst tage en taxa, men det var vigtigt for mig ikke at gøre det dramatisk, så vi tog bussen.
De ventede os på skadestuen. Psykiateren havde ringet og meldt vores ankomst. Selvom T var helt ude i tovene, var de venlige og professionelle. De lod sig ikke mærke med hans opførsel og jeg blev mere og mere bange for at de ville lade ham komme med mig hjem. Vi ventede ikke længe før det blev vores tur. Lægen stillede nogle få spørgsmål og T svarede i øst og vest. Efter lidt tid sagde lægen, vi bliver nødt til at indlægge dig. Du skal på den lukkede afdeling. Jeg var i chok. T vendte sig og kiggede vredt på mig. Så fik du det som du ville have det, sagde han. Jeg brød sammen og græd. Intet var som jeg ville have det. Jeg havde håbet på de ville indlægge ham et par dage, men den lukkede ligefrem? Alvoren begyndte at gå op for mig. Lægen sagde at T var bipolar og at han nu var manisk. Så manisk at han var blevet psykotisk. Jeg kendte hans depressive side, men dette var helt nyt for os begge.
Vi fik et par minutter til at sige farvel. T skulle over på afdelingen og have noget medicin, jeg skulle hjem og pakke hans ting. Jeg vidste ikke hvornår jeg ville se ham igen. Jeg græd som en pisket, da de førte ham væk og følte mig som den dårligste kone i verden. Hvordan kunne jeg bare gå fra ham, når han var så bange? Jeg vidste han behøvede mig, men jeg måtte ikke være hos ham. Jeg tog bussen hjem og pakkede hans ting og tog bussen tilbage. Da jeg afleverede dem fik jeg at vide at jeg måtte besøge ham dagen efter. Både min krop og sjæl skreg efter at komme ind og holde om ham og beskytte ham, men jeg måtte ikke. Det var forfærdeligt ikke at vide hvad der skete med ham, men jeg var glad for vi ikke skulle have en nat som den vi lige havde haft. De lovede mig at passe godt på ham. Træt og lettet tog jeg bussen hjem. Jeg var ligeglad med at folk kunne se jeg græd.
rebekkabildt.dk 