Det var en helt ny verden. Intet kunne ændre ved sorgen over barnet, kun tid, men at blive befriet fra psykoserne og angsten, var som at vinde i lotteriet. Jeg havde faktisk opgivet håbet efter alle de år og forskellige typer medicin, men Abilify i rigelige mængder var åbenbart det der skulle til. T og jeg begyndte at gå ture og handle sammen. Endelig havde jeg også overskud til at gøre noget ved vægten. Vi skulle til Mallorca den sommer og jeg ville gerne se lidt bedre ud i bikini. Det var som at have fået livet tilbage og jeg elskede det.
Tre måneder og minus 14 kg senere var turen til Mallorca lige på trapperne. T og jeg skulle købe lidt ind. Lige da vi var kommet ind i Føtex, gled jeg i en lille vandpyt. Mens jeg hang i luften nåede jeg at tænke, det her er ikke godt. Bang! Så landede jeg, lige på røven. Jeg landede så hårdt at mine solbriller fløj adskillige meter væk og smerten ramte lige efter. Jeg havde mest lyst til at lægge mig ned og skrige, men folk kom løbende til for at hjælpe, og jeg var så flov, så jeg rejste mig og børstede det af mig. Det er bare slaget, der gør ondt, tænkte jeg. Det går over.
Det gjorde det slet ikke og ferien var mere eller mindre ødelagt af at jeg ikke kunne sidde på en stol. Smerten var ubeskrivelig og det eneste tidspunkt jeg havde det nogenlunde, var når jeg lå på siden i sengen. Jeg gik til lægen da vi kom hjem. Du har højst sandsynligt brækket halebenet, sagde han, men det er der ikke noget at gøre noget ved. Du må spise smertestillende og holde dig i ro til det bliver bedre. Det gjorde det ikke. Det næste år spiste jeg alle de smertestillende jeg kunne tåle, mens jeg blev ved med at gå til forskellige læger. Nogen måtte kunne hjælpe mig. Efter godt et år skulle jeg have en blokade. Der var lang ventetid i det offentlige, så jeg blev sendt ud på et privathospital. Her mødte jeg lægen KD. Jeg fortalte ham om mit forløb og at jeg var ved at være desperat. Hvorfor fjerner vi ikke bare det haleben, spurgte han. T og jeg så måbende på ham. Kan man det? Spurgte jeg. Ja ja, svarede han. Jeg havde længe fantaseret om at knække halebenet af, så jeg sagde ja tak, uden at tøve.
En måned efter blev jeg opereret. Det var noget så smertefuldt, men det var det værd. Nu skulle jeg nyde livet igen. Endelig!
rebekkabildt.dk 