Det blev nytårsaften. Vi havde købt bobler og lækker mad, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle lægge sorgen til side og nyde noget som helst. Jeg faldt tidligt i søvn og heldigvis vækkede T mig ikke da klokken slog tolv. Hvordan skulle jeg have kunnet skåle på et nyt år, en ny fremtid når både mit sind og hjerte var indhyllet i mørke. Jeg vågnede kl 01 ved at A og B ringede fra Norge. De var så glade og det var lige før det smittede. Da jeg lagde på, skålede vi forsigtigt. T kyssede mig varmt og inderligt og forsikrede mig om at han elskede mig. Jeg faldt i søvn igen og sov til næste morgen.
Jeg skulle op til NH på DPC. Jeg ville tale med hende om barnet, der ikke ville blive til. Selvom jeg næsten vidste med sikkerhed det ikke ville gå sådan, håbede jeg hun ville sige at det var noget pjat og at jeg sagtens kunne få et barn. Nej dig? Sagde hun, du skal ikke have børn. Det var hårdt at høre, men samtidig befriende. Det var som om hun tog beslutningen fra mig og lagde den ud til universet. Da vi gik derfra følte jeg mig 10 kg lettere. T og jeg gik en tur rundt om søerne i januarmørket. Jeg begyndte at grine lidt. Jeg tænkte på NHs ansigtsudtryk da jeg begyndte at snakke om børn. Den havde hun ikke set komme, og hendes reaktion havde derfor været så ægte og umiddelbar. Alle omkring mig havde vidst jeg ikke skulle have det barn og nu vidste jeg det også selv. Helt inde i hjertet.
Den nye medicin begyndte at virke, og depressionen begyndte at lette lidt. Min veninde G tænkte jeg havde brug for luftforandring og inviterede mig ned til sig i Belgien. Jeg pakkede kun nattøj og joggingtøj, for vi skulle ikke noget, bare hygge os. Jeg begyndte at synes det var lidt lettere at smile, men jeg kunne endnu ikke grine. Efter nogle dages pause fra det hele, tog jeg hjem til T. Jeg kunne mærke at det var ham jeg havde brug for. Jeg var så bange for at miste ham, selvom jeg egentlig følte mig overbevist om at det ikke ville ske. Ikke på grund af det her. Det var vidunderligt at være i hans arme igen. Jeg hørte til hvor han var. Det vidste jeg nu. Det var ham og mig det gjaldt nu.
Et par dage efter jeg var kommet hjem, sad jeg i sengen og kiggede ud af vinduet. Jeg tænkte over hvornår jeg sidst havde set en snegl. Pludselig skiftede himlen farve. Den blev mere blå. Solen blev også skarpere. Jeg kiggede på klokken, den var 11.30 d. 14/2 2014. Jeg løb ud og åbnede køleskabet, der var ingen snegle. Jeg lukkede det og åbnede igen, stadig ingenting. Bare et halvtomt køleskab. Jeg kaldte på T, han forstod heller ikke hvad, der skete. Var jeg fri nu? Jeg begyndte at grine. T omfavnede mig og kyssede mig. Jeg brugte lang tid på at kigge ud af vinduet, på den verden, der havde pint mig så længe. Pludselig virkede den ikke så skæmmende længere. Mit hjerte føltes heller ikke så tungt. Det var den mest overvældende og fantastiske følelse. Medicinen virkede endelig og jeg var virkelig fri. For første gang i årevis kunne jeg trække vejret frit og glæde mig til hvad der end måtte ske. T kom hjem med en kæmpe buket liljer. Vi vidste begge at dette var starten på noget nyt og vi glædede os.
rebekkabildt.dk 