Barnet

Jeg ville aldrig blive mor! Det indså jeg den dag. D. 25. December 2013. T og jeg ville aldrig få et barn. Ingen ville nogensinde kigge på mig og sige mor og det knuste mit hjerte. Jeg havde altid drømt om mange børn, lige siden jeg var helt lille. Antallet var dog blevet reduceret med årene. Nu ønskede jeg bare så inderligt ét barn, men det ville aldrig ske. Jeg var for syg. Jeg havde altid troet at sygdommen ville nå at gå over. Jeg havde ikke kunne se realiteterne i øjnene før, men nu kunne jeg ikke andet. Jeg var 38 og havde aldrig haft det værre.

Kort efter sorgen, ramte angsten. Hvad med T? Min elskede T. Ville han kunne blive hos mig? Ville han kunne leve uden at få et barn? Tanken om at leve uden ham, gjorde mig fysisk dårlig. Vi havde været sammen i 5 år, men jeg vidste dette kunne være en dealbreaker. Vi havde snakket om børn og navne længe, eller var det bare mig? Hvor højt ønskede T sig egentlig et barn? Jeg vidste det faktisk ikke. Vi havde aldrig snakket om det. Jeg havde bragt min drøm ind i forholdet ret tidligt, men havde måske aldrig spurgt ind til hans. Jeg ringede til ham og hulkede. Jeg fortalte ham hvad jeg havde indset. Jeg vidste det ikke var fedt at tage den samtale over telefonen, men han måtte vide det. Jeg kunne ikke være alene med den viden. Han lyttede og prøvede at berolige mig. Han kunne ikke komme hjem nu, men ville komme i morgen tidlig. Han sagde han elskede mig inden vi lagde på. Den aften græd og drak jeg mig i søvn.

T nærmest fløj op ad trapperne og omfavnede mig. Det skal nok gå, sagde han. Det vigtigste er at vi har hinanden. Men kan du leve uden et barn, T? Kan du? For det er ikke for sjov det her. Det bliver ALDRIG anderledes. Ja, sagde han. Han havde længe vidst at det var meget usandsynligt at vi ville blive forældre. Han havde også prøvet at bringe det på banen et par gange, men jeg havde ikke hørt ham. Jeg havde ikke været klar til at opgive drømmen, men det var jeg nu. For første gang kunne vi snakke åbent og ærligt om fremtiden. Uden barn, men med hinanden. Den nat sov jeg bedre. Jeg havde hverken behov for piller eller alkohol. Jeg faldt bare i søvn.

Næste morgen ringede jeg til min mor. Jeg ville så gerne give hende og far et barnebarn. Det havde jo altid været planen og jeg var så bange for at skuffe hende. Jeg behøvede ikke at sige så meget, hun vidste det godt. Jeg behøvede ikke forklare mig, jeg kunne bare græde. Hun forsikrede mig om at smerten ville gå væk en dag, men jeg var ikke overbevist. Det gjorde så ondt. Ligesom et knust hjerte x 1000. Jeg var i dyb sorg over noget, der aldrig havde været andet end en drøm. Jeg følte det som et tab, som havde jeg mistet det barn, der aldrig skulle blive til. Jeg vidste ikke om jeg nogensinde kunne blive glad igen, men jeg skyldte T og mig selv at prøve.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close