December nærmede sig og de mørke timer dominerede. Jeg startede med en lille dosis Abilify, den ville så blive sat op gradvist. Jeg var forberedt på at få det lidt dårligere i en periode, men jeg var slet ikke forberedt på hvad der ventede. Jeg fik det hurtigt mærkbart dårligere. Jeg magtede ingenting, heller ikke de små ting som at gå i bad og børste tænder. Mit hår blev mere og mere uglet, men heller ikke det orkede jeg. T måtte rede mit hår for mig, samtidig med at han måtte klare alt andet derhjemme. Mit sind var ligeså mørkt som verden udenfor.
Jeg var angst, jeg var trist og jeg var noget så træt. Jeg sov ikke længere og hver gang det lykkedes mig at falde i søvn, vågnede jeg med et sæt. Jeg blev mere og mere desperat efter søvn og bad DPC om hjælp. På grund af nye regler måtte de ikke give mig rigtig sovemedicin, men kun indslumringspiller. De måtte ikke udlevere dem til T, så jeg skulle ud i verden og op og hente dem selv. Selvom T gik med, var verden stadig et meget ubehageligt og forvirrende sted at være. Jeg så også forfærdelig ud. Mit hår lignede noget der var løgn, fedtet og uglet, men jeg måtte sove, jeg måtte derop og hente pillerne. De lå klar i receptionen, der var tre. Én til hver aften i den forestående weekend. Sov godt, sagde receptionisten og smilede. Jeg kiggede bare på hende, sagde tak og gik.
Selvom der var mange timer til jeg skulle sove, lagde jeg pillen klar på mit natbord. Så kunne jeg kigge på den og glæde mig til at sove. Den nat forløb præcis som nætterne før. Jeg faldt i søvn og vågnede med det samme med hjertebanken og svedige håndflader. Om mandagen blev jeg sat op i Abilify, men jeg måtte ikke få noget stærkere at sove på. Jeg blev mere og mere desperat, så min veninde G sendte nogle sovepiller, hun havde købt i Thailand, fra sit hjem i Belgien. De virkede heller ikke. Jeg blev sat op i Abilify igen. Mens alt dette stod på, flyttede T ud af soveværelset og ind på sofaen. Han blev for stresset af at ligge ved siden mig og der var ingen grund til at vi begge lå søvnløse.
Jeg græd meget. Ikke sådan hulkende, tårerne trillede ligesom bare ud af mine øjne og jeg vidste ikke hvorfor. Det var heller ikke altid jeg vidste, eller lagde mærke til, hvad, der triggede det. Julen nærmede sig og for første gang i mit liv vidste jeg ikke, om jeg ville kunne deltage juleaften. Depressionen var så dyb at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Det var som om jeg sørgede, men det var endnu ikke gået op for mig hvad jeg sørgede over. Min mor overtalte mig til at komme hjem juleaften og jeg fik hygget mig lidt. Da jeg kom hjem efter julefrokosten den 25. December, brød jeg fuldstændig sammen. Det gik op for mig hvorfor mit hjerte var så tungt. Jeg ringede til T som var hos sine forældre og græd som jeg aldrig har grædt før. Han skippede familiejulefrokosten næste dag og kom hjem.
rebekkabildt.dk 