Distriktpsykiatrien

Tiden gik, men fluerne kom aldrig igen. Heldigvis! Jeg fortsatte med den månedlige sprøjte, i håb om at få det bedre. Der skete ikke rigtig noget. Det kunne være jeg blev mindre døsig, men det betød bare at sneglene var endnu mere levende og tydelige. Jeg tabte mig heller ikke rigtig og jeg fik sværere og sværere ved at holde bulerne og de midlertidige lammelser og smerter ud. For første gang i mit sygdomsforløb begyndte jeg at afsky den medicin jeg var så afhængig af og jeg hadede sprøjte-dagene. Men jeg måtte jo give det en reel chance, min erfaring sagde mig at man skulle være tålmodig med medicin.

Efter ca et år med sprøjter og ubehag skulle jeg stoppe på OPUS og starte på Distrikt Psykiatrisk Center på Gammel Kongevej (DPC). Det var en stor forandring i mit liv, og forandringer var ikke min stærke side. Det betød at det ikke længere var LA, der skulle give mig sprøjten, men en tilfældig sygeplejerske fra DPC. Det gjorde bestemt ikke min afsky for sprøjterne bedre. Hvis jeg så havde fået det bedre, men det havde jeg jo ikke. Jeg tog for første gang en beslutning om medicin helt alene. Jeg ville ikke have flere sprøjter og hvis den nye psykiater i DPC ikke ville være med på den, ville jeg stoppe med medicinen alligevel. Jeg havde fået min sidste sprøjte. Det var helt sikkert.

På min 38 års fødselsdag skulle jeg møde min nye psykiater, NH. Jeg var spændt og kampklar da jeg gik derop. Hun var ikke meget for at skifte min medicin som det første, men jeg gav mig ikke og gjorde det helt klart at jeg ikke ville dukke op på næste sprøjte-dag. Jeg kunne ikke lægge arm til mere. De var begge bulede og ømme. Modvilligt gik hun med til at prøve at skifte over til Abilify. Et præparat jeg før havde prøvet sammen med Seroquel, men aldrig alene. Hun forberedte mig på at det ville blive hårdt at skifte fra depotmedicin til almindelig medicin og at jeg kunne få det dårligere. Jeg var ligeglad. Jeg var lykkelig og gik derfra med en fornemmelse af at det nok skulle blive godt for mig at gå der.

Jeg fik også en ny kontaktperson, LF. Hun virkede sød og venlig, men meget anderledes end hvad jeg var vant til og jeg havde på ingen måde samme kemi med hende, eller tiltro til hende som jeg havde haft med LA. Jeg følte dog ikke at det betød så meget, da jeg ikke havde samme behov for hendes hjælp, som jeg havde haft med LA. Jeg kunne selv købe ind nu, samt andre ting jeg ellers havde aflært. Jeg følte jeg skulle lære at leve mit liv på egen hånd, og de få ting jeg havde brug for hjælp til, ville LF helt sikkert kunne hjælpe mig med. Det skulle nok blive godt.