Fluerne

Jeg havde nu været tilknyttet OPUS i 4 år og havde derfor kun et år tilbage. Jeg var så taknemmelig for de ekstra 3 år jeg havde fået. Jeg ved ikke hvad der var sket, hvis jeg var stoppet efter de første 2 år og jeg kunne ikke forestille mig at stoppe året efter. Det var et fast holdepunkt i mit ellers forvirrende liv. Det sidste år skulle nydes og bruges fornuftigt, jeg skulle bare have det bedre inden det sluttede. Jeg havde været på det samme medicin i flere år, og jeg havde ikke fået det meget bedre, men jeg var nogenlunde stabil. OPUS foreslog at jeg var med i et forsøg med et nyt præparat. Der var flere fordele ved det, for eksempel var det depot-medicin der skulle injiceres en gang om måneden. Jeg ville derfor slippe for at spise en pille hver dag. Jeg skulle jo stadig spise andre piller, så det så jeg ikke det smarte i, men der skulle være færre bivirkninger, og det så jeg det smarte i. Det skulle ikke være ligeså sløvende og vægtøgning var heller ikke på listen over bivirkninger. Jeg var efterhånden ret stor, så jeg meldte mig til.

Det var et meget omstændeligt forsøg, med mange undersøgelser og spørgeskemaer. Til gengæld fik jeg medicinen gratis de første 6 måneder. Én sprøjte kostede 4.500 kr! Jeg ville heldigvis få kroniker-tilskud, så jeg kun skulle af med 300 kr. Jeg var spændt på at komme i gang. Det gjorde kun lidt ondt at få selve injektionen, men bagefter føltes det som at have fået en lammer i overarmen. Jeg fik også en bule på armen, der både kløede og gjorde ondt. Det var nok bare her i starten, tænkte jeg. Bare indtil jeg vænner mig til det. I starten blev der kun sprøjtet en mindre dosis ind, der så skulle øges med tiden. Jeg var forberedt på at kunne få det lidt værre lige i starten.

En aften hvor T og jeg lå og så fjernsyn, begyndte det at kilde så frygteligt under huden på min ryg. Når jeg lukkede øjnene så jeg dem. Fluerne. Der var flere hundrede og de kravlede rundt under huden på mig. Det var et blodigt syn. De var fanget under min hud og jeg var desperat efter at få dem ud. Jeg var klar over det ikke var smart at skære dem ud med en kniv, men så måtte de dø på anden vis. Jeg kunne ikke holde den kilden ud. T måtte kvase dem. Der var ingen anden udvej. Jeg fik ham til at gnubbe mig hårdt på ryggen. Jeg kunne næsten mærke dem poppe og høre dem blive kvast. Det var en lettelse samtidig med det gjorde mig dårlig. Der kom hele tiden flere til. Hver gang T gnubbede et sted, piblede de frem et andet sted. Jeg kunne ikke holde ud at være i mig selv og for første gang længe, måtte jeg tage beroligende. Den højeste dosis. Den slog mig heldigvis ud og jeg faldt i søvn. Næste morgen var fluerne væk. Jeg ringede til OPUS, de måtte gøre noget. Dét ville jeg ALDRIG opleve igen. De injicerede en større dosis, jeg håbede på det bedste, men lagde beroligende frem, just in case … Den aften skete der ingenting. Jeg var lettet og besluttede at fortsætte forsøget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close