Sejren

Det blev efterår, vinter og forår uden at jeg hørte fra Beskæftigelsesankenævnet, men nu var det lige op over. Jeg tjekkede postkassen mindst en gang om dagen, men jeg fik for det meste også T til at løbe ned fra fjerde og tjekke sent om eftermiddagen. En dag ringede MM fra OPUS, hun havde snakket med dem og der var truffet en afgørelse! Hun kunne ikke få afgørelsen at vide, men måske jeg selv skulle ringe. Jeg brugte hele formiddagen på at komme igennem valgmuligheder og kø, kun for at få at vide at man ikke gav den type oplysninger over telefonen. Jeg måtte vente på brevet, det ville tage ca 3 dage. 3 DAGE! Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle holde spændingen ud i 3 dage, slet ikke når jeg vidste at andre vidste hvad afgørelsen var. Jeg kunne slet ikke finde ro og tjekkede postkassen som en sindssyg. Jeg blev lige skuffet hver gang brevet ikke lå der.

En dag lå det der. Det var tykt, ikke at jeg vidste om det var godt eller skidt. Jeg flåede det åbent. VI ÆNDRER KOMMUNENS AFGØRELSE. Det betyder, at du har ret til at få din sag behandlet efter reglerne om førtidspension. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn. Jeg havde vundet! Der var stadig en minimal risiko for at kommunen gav mig endnu et afslag, men Beskæftigelsesankenævnet gav mig medhold i samtlige punkter i min klage. De kunne desuden ikke se hvad min rejse til Egypten skulle have noget med noget at gøre. Jeg var lykkelig. Det så ud til jeg endelig ville få den ro og økonomiske stabilitet, jeg havde brug for. Jeg ringede til min mor, og til MM, jeg skrev det på Facebook. Jeg havde lyst til at råbe det ud ad vinduet, så glad var jeg. Jeg fejrede sejren med T, min trofaste støtte, min elskede. Vi kunne pludselig se nye muligheder, men jeg skulle jo lige have førtidspensionen først. Der ville gå et par uger før den endelige afgørelse var truffet.

Den første uge tjekkede jeg kun postkassen moderat sindssygt, men uge to gik jeg helt amok. Jeg løb op og ned af trapperne, hvis jeg ikke fik T til at gøre det. En lørdag formiddag, hvor vi skulle til min nevøs fødselsdag, fik jeg T til at løbe ned og tjekke. Ingen af os vidste om man overhovedet fik post om lørdagen, men vi vidste at jeg måtte vide om brevet var kommet, hvis jeg skulle kunne samle mig og gå til fødselsdag. T kom løbende op ad trappen, han viftede med et brev i hånden, jeg tror ikke det er det, sagde han forpustet. Min vejrtrækning stoppede, jeg vidste det var det brev jeg havde ventet på, siden beslutningen om at søge førtidspension blev taget for over 3 år siden. Det var kommunens endelige afgørelse. Jeg havde fået tilkendt førtidspension. Jeg jublede og krammede T. Jeg ringede til min mor og spurgte om hun sad ned. Hun sad i bilen foran Zoo på vej til fødselsdagen. Mor, jeg har fået pension, sagde jeg. Der blev helt stille. Lidt efter snøftede hun lidt, det var da dejligt, min skat. Jeg kunne høre hun var rørt og glad. Min seje mor, der havde kæmpet min sag og vundet.