Psykosen

Ventetiden var lang. Det var frustrerende ikke at kunne gøre fra eller til, men nu var det op til Ankestyrelsen. T skulle noget på kommunen, jeg gik med selvom jeg hadede det sted og alt hvad det repræsenterede. Vi skulle noget bagefter, så det var smartest at jeg lige gik med. Jeg ville ikke med ind, jeg ville ikke have nogen unødvendig kontakt med nogen derinde fra. Man vidste aldrig hvordan det eventuelt kunne skade min sag. Jeg var lidt paranoid, jeg følte ikke jeg kunne stole på nogen derfra.

Det regnede, så jeg satte mig ind i venteområdet i opgangen. Det var et koldt og bart rum, med store vinduer og en stentrappe. Sæderne sad fast til væggen, de var røde. Den eneste farve i rummet. Der lå ingen blade og der var intet på væggene. Der sad en mor med sit barn, en ca tre-årig dreng. De sad helt stille og ventede. Mon de ventede på nogen ligesom mig? Det håbede jeg. Drengen skulle ikke derind. Der var en lyd, der generede mig, den kom nærmere og den fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Jeg havde aldrig hørt den lyd før, men jeg vidste hvad det var. Jeg måtte få styr på mig selv. Jeg begyndte at puste i firkanter, en teknik jeg havde lært på OPUS. Det hjalp ikke, jeg begyndte at miste kontrollen over min vejrtrækning og jeg rystede. Jeg turde ikke kigge op, men jeg gjorde det alligevel. Tusindvis af slimede snegle kom kravlende imod mig. Jeg havde aldrig set så mange før. De kom langsomt ned ad trappen, lyden var øredøvende. Jeg kunne høre skrig og gråd i baggrunden. Kunne den mor dog ikke få styr på den unge, tænkte jeg. Jeg ville væk, men jeg havde ingen kontrol over min krop og kunne ikke bevæge mig. Jeg var i helvede. Sneglene kom nærmere, det samme gjorde skrigene. Det gik op for mig de kom fra mig. Jeg var rædselsslagen og jeg græd. Hjælp mig! Jeg kunne mærke en arm om mine skuldre. Det var moren. Hun hjalp mig op og stå. Hvor var drengen? Og T? Åh, kunne T ikke bare komme nu? Vi begyndte at gå, mine ben svigtede lidt. Kom nu, du kan godt, Rebekka, sagde jeg til mig selv. Kom nu. Tre skridt og så ned af trappen. Væk fra det her sted og væk fra sneglene. Hun holdt godt godt fast i mig og om mig. Vi kom ud. Jeg trak vejret grådigt og kunne mærke angsten få mindre magt. Jeg genvandt nok kontrol til at takke hende. Hun gik ind igen. Drengen stod i døren og kiggede. Hun tog ham i hånden og sagde noget til ham, så var de væk. Jeg græd.

Lidt efter kom T. Forvirringen i hans ansigt ændrede sig til bekymring, det øjeblik han så mig. Jeg kastede mig i armene på ham. Han krammede og trøstede, uden at vide hvad der var sket. Vi gik hjem. Hvad vi end skulle bagefter blev droppet. På vej hjem fortalte jeg T, hvad der var sket. Han lyttede og holdt mig lidt tættere ind til sig. Da vi kom hjem faldt jeg i søvn, men inden da lovede jeg mig selv aldrig at være alene på kommunen igen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close