Klagen

Som forventet fik jeg kort tid efter også afslag fra Socialforvaltningen. De gav deres kollegaer i BIF medhold. Der var nu kun Beskæftigelsesankenævnet tilbage. T skrev en harmdirrende klage på mine vegne, men det var min mors klage, der skulle gøre udfaldet. Hun skrev en klage på 10 sider hvor hun modbeviste MN og alle hans påstande og konklusioner. Nej, Rebekka var ikke sær og umotiveret, hun var SÆRDELES motiveret. Hun satte spørgsmålstegn ved om MN virkelig ikke forstod ordet ”særdeles” eller om det var en bevidst vildledning. Hun skrev om det arrogante i at indhente erklæringer fra 4 forskellige speciallæger, 3 af dem kommunens egne konsulenter, for så at ignorere deres konklusioner fordi de ikke lige passede dem. Hun forklarede hvordan jeg kunne tage på ferie, hvordan jeg havde været dopet og ikke havde kunnet andet end at ligge ved poolen. Hun forstod ikke hvordan det kunne sammenlignes med at kunne klare et arbejde. Hun skrev som kun en mor kunne skrive, men det blev aldrig blødsødent eller sentimentalt. Knivskarpt pillede hun deres afslag fra hinanden.

Hun sendte også klagen til Inger Støjberg og Mette Frederiksen og alle andre involveret i sagen. Hun ville ikke finde sig at bo i et land, hvor en psykisk syg og nedbrudt person ikke kunne få hjælp. Alle lægefaglige beskrev min tilstand som værende vedvarende dårlig. Jeg havde prøvet så meget forskelligt medicin og var nu på højeste dosis. Hvorfor skrev MN i rapporten at jeg ikke tog min medicin? Det havde aldrig været tilfældet, selvom det ændrede mit humør og mit udseende. Jeg havde også store koncentrationsvanskeligheder og min samlede præstation i arbejdsprøvningen blev vurderet til at være under middel. Alt dette stod i mine papirer, men MN fordrejede konsekvent sandheden til sin fordel. Min mor klagede over ham og hans chef, der ukritisk bakkede ham op.

Beskæftigelsesankenævnet skrev at der vill gå op til 6 måneder før jeg fik svar. Der var nu ikke andet at gøre end at vente. Det var en emotionel rutchetur, de fleste dage troede jeg på det, men hvad nu hvis … Hvis nu de gav kommunen medhold, hvad så? Jeg kunne ikke tænke tanken til ende. Jeg måtte tro på det og bruge ventetiden fornuftigt. Jeg havde aflært det meste af hvad OPUS havde lært mig og forlod sjældent lejligheden. Det skulle der laves om på. Jeg gik i gang med at træne, et skridt af gangen mod mere frihed. Jeg trænede med T nogen gange, men oftest med LA. OPUS var egentlig kun et 2-årigt program, men jeg havde været så heldig at vinde i forskningslotteriet og havde i alt 5 år. Jeg var så taknemmelig og lovede mig selv at få det meste ud af det. Jeg begyndte at deltage i så mange aktiviteter som muligt, gågruppe, fredagshygge og jeg fik endda T til at starte i en flerfamiliegruppe sammen med mig. Alt imens jeg ventede.