Afslaget

T fulgte mig ud til Frederiksberg Hospital, den dag jeg jeg skulle til samtale hos overlæge NB. Han havde lovet at blive udenfor døren og vente på mig. Jeg var noget ængstelig, jeg vidste meget ville afhænge af denne samtale. Bare vær ærlig, sagde jeg til mig selv. Ikke gøre noget værre, ikke gøre det bedre. Jeg håbede bare der ikke var nogen snegle, de distraherede mig sådan. T havde taget sin computer med, så han kunne arbejde mens jeg var derinde. Det gav mig en vis tryghed.

NB var en nydelig ældre herre, han havde venlige øjne. Han forklarede mig at han var bedt om at lave en psykisk evaluering af mig. Han vidste ikke noget om mig, eller at jeg søgte førtidspension. Han ville være helt objektiv. Fedt, tænkte jeg og ååh nej. Så skulle vi jo starte med barndommen. Jeg fortalte at jeg havde haft en normal og god barndom i en typisk din-min-og-vores familie, med kærlige og omsorgsfulde forældre. Nej, der havde ikke været noget misbrug af nogen slags. Ja, der var altid mad på bordet og nej, ingen alkohol eller stoffer. Vi gik videre til teenage årene. Her blev det lidt sværere at være mig og en spirrende spiseforstyrrelse begyndte i gymnasietiden. Vi gennemgik spiseforstyrrelsen jeg havde i starten af tyverne og mit mantra fra dengang, jo mindre der er af mig, jo mindre skal folk holde af. Jeg ville ikke tale om tiden med M. Det kunne jeg ikke, så vi talte om stress, firmaet og de symptomer jeg havde fået. Hvordan sygdommen bare havde rullet som en lavine i mit hoved. Jeg fortalte om min begrænsede hverdag og vennekreds. Jeg fortalte ham det hele. Da vi var færdige spurgte han, er der nogensinde nogen, der har snakket med dig om at søge pension? Jeg blev så lettet.

Jeg fik et brev fra MN. Jeg skulle i arbejdsprøvning igen, denne gang udenfor hjemmet. Da den første jo var blevet afbrudt, talte den ikke. Jeg havde desuden været sær og manglet motivation. Det forvirrede mig, rapporten fra Plan og Handling havde jo netop beskrevet mig som SÆRDELES MOTIVERET. Jeg ringede til OPUS, jeg var i panik. Jeg KUNNE ikke gøre det igen. Jeg var bange for hvad, der ville ske med mig denne gang. Jeg havde sådan brug for ro, i stedet følte jeg et massivt press fra kommunen. Jeg havde ikke andet valg end at søge på nuværende grundlag, selvom MN sagde jeg ville få afslag. Jeg måtte få afslaget og derefter klage over det. En ny arbejdsprøvning var IKKE en mulighed. Jeg kunne ikke tåle endnu en forværring.

Jeg vidste jeg ville få afslag, men ikke hvad begrundelsen ville være. Jeg var derfor spændt da brevet kom. Det var rejsen til Egypten! De vurderede at hvis jeg kunne rejse en uge på ferie, kunne jeg også varetage et arbejde. De var klar over at der lå fire erklæringer fra fire forskellige psykiatere, der sagde det modsatte, men de mente at vide bedre. Det stod der. Sort på hvidt. Jeg var i chok. De mente at vide bedre end fire læger? Hvordan var det muligt? Der var ikke andet at gøre end at klage til socialforvaltningen. I mellemtiden gik min sag tilbage til jobcentret, hvor jeg igen skulle komme til møde hver tredje måned. Det hele så lidt sort ud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close