Sagsbehandleren

Et par uger efter vores positive møde på Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) ringede MM fra OPUS, en MN fra BIF havde ringet med et par spørgsmål. De havde aftalt et møde. Jeg blev egentlig ikke nervøs, damen havde jo sagt at jeg opfyldte alle kriterier, men der var noget i MM’s stemme, der gjorde jeg var på vagt. Jeg spurgte hvad det var for nogen spørgsmål, hun svarede kort at dem skulle MN selv have lov til at stille. Sporede jeg ikke lidt vrede i hendes stemme?

Dagen for mødet kom og nu var jeg blevet nervøs. Du skal bare svare på hans spørgsmål så godt du kan, sagde MM. Ja selvfølgelig, svarede jeg. Hun skulle til at sige noget mere, men MN kom og hentede os. Han begyndte at snakke om alt og intet. Han kunne være lidt svær at forstå nogle gange, så jeg var helt koncentreret. MM afbrød ham. Havde du ikke nogle spørgsmål til Rebekka, spurgte hun. Han blev helt tavs og slog blikket ned. Han begyndte at snakke udenom. Vi er her fordi du havde nogle spørgsmål og jeg synes du skal stille dem nu, sagde hun insisterende og lidt vredt. Hvordan kan DU have en kæreste? spurgte han så. Jeg tabte kæben. Hvad mente manden? Ja du er jo psykisk syg, sagde han uddybende. Og hvad så? Tænkte jeg. Jeg er jo stadig mig. Jeg mødte ham på nettet, svarede jeg, for det måtte være det han mente. Hvordan jeg kunne MØDE en kæreste. Det gav mere mening og det var det jeg ville svare på. Det andet var for ydmygende.

Jeg svarede på flere spørgsmål, men jeg husker dem ikke. Jeg havde aldrig før mødt en med så mange fordomme mod mig. Jeg følte mig reduceret til skizofren, hvor Jeg før havde set mig selv som Rebekka, der havde skizofreni. Selvom sygdommen fyldte meget, så jeg stadig mig selv som en god og omsorgsfuld veninde, datter, søster og kæreste. Jeg blev paranoid. Var det sådan alle så mig? Så de kun sindssygdommen? Den skizofrene? Jeg brugte ikke selv ordet skizofren om mennesker. Jeg sagde folk med skizofreni. Jeg ville ikke identificere folk udfra deres sygdom. Præcis som jeg ikke ville gøre med en kræftpatient. Ingen ER deres sygdom, fysisk eller psykisk. De HAR en sygdom. Jeg ville have at MN skulle anerkende mig som et menneske, der havde fået en alvorlig sygdom og derfor ikke kunne passe et arbejde. Det gjorde han ikke. Selvom der blandt mine papirer lå tre udsagn fra tre forskellige psykiatere, der alle beskrev mig med ord som skrøbelig og ustabil og selvom alle tre var enige i at jeg ikke ville kunne varetage et arbejde, ville MN have en second, eller fourth opinion. Jeg skulle undersøges af overlæge NB fra Frederiksberg Hospital. Jeg skulle sætte to timer af. Jeg blev helt træt ved tanken, men ville gøre og sige hvad som helst for at slippe ud derfra, langt væk fra MN og hans fordomme. På vej ud af døren spurgte jeg efter damen jeg havde mødtes med sidst. Hun er her ikke mere, sagde han. Jeg er din nye sagsbehandler.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close