Egypten

Det efterår var et virvar af følelser og tanker, især om fremtiden. Da jeg havde fået det markant dårligere, var jeg blevet sat op i medicin og havde taget på igen. Denne gang ret meget, men jeg havde ikke energien til at gøre noget ved det. Sygdommen havde fået overtaget og jeg var så bange. Indtil videre havde sygdommen kun udviklet sig i negativ retning. Hvad nu hvis den ikke kunne bremses, hvad nu hvis jeg endte som en af dem man læser om i Ekstra Bladet. Ham, der blev skudt af politiet i 7-eleven, havde han ikke skizofreni? Jeg måtte gøre alt hvad jeg kunne for at bremse sygdommen nu. Jeg måtte gøre hvad jeg kunne for at få det bedre. Jeg måtte sætte min lid til den medicin, jeg hadede fordi den fik mig til at tage på.

Lige efter jul ringede min dejlige veninde G. Hun havde brug for en pause fra vinterens mørke, og tænkte jeg havde det ligesådan. Jeg tænkte det lød hårdt, men sagde OK. Hele ferien blev planlagt omkring mine behov og begrænsninger. Vi fandt et all inclusive resort i Egypten, så jeg kun skulle være ét sted og ikke skulle ud om aftenen. OPUS støttede mig og gav mig ekstra medicin med. Kommunen gav mig lov, men ville trække mig i kontanthjælp for den uge. Vi efterlod kulde, mørke og en snestorm i Danmark og fløj mød sydens sol. Jeg havde taget 5 bøger med til den uge vi skulle være der. Jeg tænkte det ville passe meget godt til de lange dage ved poolen. Fra vi lagde os om morgenen til vi skulle spise om aftenen, var jeg helt opslugt af krimiernes verden. Efter vi havde spist, besvimede jeg af træthed. Det må have været en ret kedelig ferie for G. Jeg ved faktisk ikke hvad hun fik tiden til at gå med. Hun må have følt sig meget alene, for jeg fik læst alle mine medbragte bøger, plus en af hendes, og så sov jeg 12-13 timer i døgnet.

Da vi kom hjem var alt ved det gamle, men det havde været rart med en pause. Især fra kommunen. Nu lå der et brev fra Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen. De indkaldte mig til møde. Jeg havde aldrig været der før, men det var dem der skulle indstille mig til førtidspension, eller ikke. Det var jo også en mulighed. Jeg tog MM med. Hun havde været en kæmpe støtte, dengang med Plan og Handling og elastikkerne. Hun kendte reglerne og hun kendte mig. Derfor ville hun kunne hjælpe mig med at tale min sag. Vi blev mødt af en meget sød og smilende dame, min nye sagsbehandler. I de to år jeg havde været på kontanthjælp, havde jeg ikke mødt den samme sagsbehandler to gange, så jeg var noget skeptisk. Jeg skulle fortsætte mine møder på kommunen mens hun fik afsluttet min førtidspensionssag. Hun syntes alt så lovende ud og at jeg opfyldte alle krav. Hun kunne ikke se der skulle være nogen problemer i det. Hendes team skulle lige godkende endeligt, jeg ville høre fra dem. Jeg var så lettet og glad. Endelig anerkendte de at jeg var for syg til at arbejde. Jeg så ingen grund til bekymring.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close