Skizofrenien

Tiden efter arbejdsprøvningen var svær. Jeg havde fået det markant dårligere og følte ikke jeg kunne noget længere. Jeg kunne ikke engang klare et stykke arbejde en 5-årig kunne udføre. Hvad var der dog sket med mig? Var det sådan her mit liv skulle være? T måtte klare alle indkøb alene, jeg KUNNE ikke gå med. Bare tanken gav mig angst. De eneste, der kunne få mig ud af døren var OPUS. Min livslinie og mit eneste håb for at få det bedre. Jeg sagde ja til alt hvad de tilbød, og selvom jeg kun havde lyst til at være i min trygge seng, sagde jeg ja til et gruppeforløb det efterår. Jeg måtte lære sygdommen at kende, hvis jeg skulle overvinde den.

Kommunen indkaldte mig til møde. Igen. Jeg magtede det ikke og jeg var bange for hvad de ville sige. Jeg havde jo ikke gennemført arbejdsprøvningen. Jeg havde det så dårligt med det og med mig selv. Hvordan skulle jeg kunne forklare at jeg ikke kunne samle de lorte elastikker, når jeg ikke engang forstod det selv. Jeg ringede til kommunen for at udskyde mødet. LA kunne ikke den dag og jeg ville bare ikke alene. Jeg blev stillet i gennem til en sagsbehandler. Jeg forklarede hvorfor jeg ringede. Øjeblik, sagde hun, ja jeg kan se her du har udviklet skizofreni. Nej, sagde jeg overbærende, det hedder skizoTYPI. Det er en mildere form… Hun afbrød mig, altså der står her i papirerne fra OPUS at du er skizofren, og så passer det vel, sagde hun. Jeg var målløs. Hvad skete der? Jeg afsluttede samtalen og lagde på. Jeg måtte have fat i LA! Hun svarede ikke.

Jeg skulle i gruppe på OPUS, men jeg kunne ikke koncentrere mig. Hvorfor havde damen sagt jeg havde skizofreni? Det var sikkert en fejl, men hun havde lydt så overbevist. I pausen stak LA hovedet ind, for at give underviserens en besked. Jeg sprang op og løb over til hende. Jeg fortalte hende hvad damen på kommunen havde sagt. Hun blev helt bleg og jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk at damen havde haft ret. Har jeg skizofreni? Spurgte jeg. Ja, sagde LA. Vi ville have fortalt dig det til din lægekonsultation i morgen. Kommunen havde krævet en opdatering, så de havde været nødsaget til at give dem min nye diagnose før jeg selv havde fået den. Jeg kunne mærke LA var død ked af at jeg havde fået det at vide på den måde. Det var jeg også selv.

Dagen efter var jeg til møde med overlæge JH. Hun forklarede at fordi jeg var så plaget af daglige psykoser og fordi der var kommet flere til, måtte man diagnostisere det som skizofreni. Jeg blev utrolig ked af det. Jeg havde haft vanskeligheder med at erkende og acceptere skizotypien. Det her var jo en noget tungere diagnose som jeg vidste meget lidt om. Jeg havde brugt al energi på at lære om skizotypi. Jeg vidste at det her ville komme til kræve noget af mig. Jeg måtte lære ALT hvad jeg kunne om skizofreni. Jeg hverken kunne eller ville lade skizofrenien vinde. Jeg VILLE have det bedre. For at det kunne ske, måtte jeg have fred fra kommunen. Jeg kunne ikke lade dem bestemme over mit liv længere. Jeg havde brug for den førtidspension og det var nu kampen skulle begynde.