Efter nogle dage kom DH med nye elastikker, denne gang i en Aldipose. Da han spurgte hvordan det var gået, var jeg helt tom for ord. Jeg ville så gerne virke positiv og entusiastisk, men det var for svært. Jeg ville så gerne have klaret opgaven til et 12-tal, men jeg var endnu ikke kommet i nærheden af at arbejde 1.5 time. Jeg ville så gerne sige at hver gang jeg sad med elastikkerne, gik noget i stykker inde i mig. Han afbrød mine tanker, det er kun en periode det her, du skal bare igennem den. Han vidste det her var dumt og det gjorde mig så lettet. Han gik og jeg gik i seng. Der blev ikke foldet elastikker den dag.
Elastikkerne begyndte at fylde mere og mere i mit liv, eller rettere deres følgesvend, dårlig samvittighed. Når jeg ikke foldede, følte jeg at jeg burde og når jeg foldede, følte jeg at jeg præsterede under niveau. De negative følelser overtog mit liv fuldstændig og de fremskridt jeg havde gjort, blev bombet tilbage til stenalderen. Jeg var for eksempel blevet rigtig god til at gå i Super Best, og havde endda været derovre alene et par gange, men det var helt utænkeligt nu. Jeg kunne ikke forlade lejligheden længere, jeg så flere snegle og kradsede endnu mere i tapetet.
Det var tid til at bytte elastikker. DH kom med en endnu en Nettopose fuld. Da jeg skulle i gang med at folde, lagde jeg mærke til at de lå anderledes. De lå ikke hulter til bulter i posen, men mere ordenligt og så lignede det at flere af dem var blevet foldet. Det nagede mig. Ligesom første omgang var der en hvid og en gul i overskud. Det var for tilfældigt. Sad jeg med den første omgang elastikker igen? Sad der én et andet sted og skilte dem ad?. Det kunne jo ikke passe. Det MÅTTE ikke passe. Jeg satte et lille hak med en kuglepen på en af de hvide.
Da det var blevet store byttedag, var jeg spændt på hvilken pose DH havde med. Jeg håbede sådan den var fra Brugsen. Bare den ikke var fra Aldi. Det var den. Og igen lå elastikkerne pænt og ordenligt. Hvem er det jeg folder de her elastikker for, spurgte jeg. Et firma i Albertslund, svarede DH, men han kunne ikke huske hvad det hed. Var jeg blevet paranoid? Eller var det her for mærkeligt? Jeg var bange for det første og turde kun tale med T om det. Han syntes heldigvis det var ligeså mærkeligt som jeg. På næste byttedag forventede jeg en Nettopose og det fik jeg. Så var det bare at finde hakket. Der gik ikke længe. Det svimlede for mig og mit hjerte hamrede. Jeg kunne ikke det her mere. Det var slut.
Jeg tog op på OPUS. De måtte hjælpe mig ud af det her. LA var der ikke, men det var MM. Hende kendte jeg fra social færdighedstræning. Jeg fortalte hende hvor dårligt jeg havde fået det. Hvordan jeg havde prøvet, men at jeg ikke KUNNE fortsætte. Hun var rystet over hele forløbet og ringede til Plan og Handling med det samme. Arbejdsprøvningen blev afbrudt.
rebekkabildt.dk 