Elastikkerne

Det havde taget Plan og Handling 2-3 måneder at finde den rigtige arbejdsprøvning og det var blevet sommer inden jeg kom i gang. På omkring samme tidspunkt skete der lidt omrokeringer derhjemme. Vores dejlige roomie, R havde besluttet at hun ville videre og flyttede. Vi kendte ikke nogen, der manglede et værelse, så for første gang skulle vi have en fremmed ind. Jeg var ikke helt tryg ved situationen, men så længe jeg var på kontanthjælp, var det ikke muligt at bo der alene med T. Vi fandt den mest stille og rolige unge pige vi kunne og gav hende værelset. Det skulle nok gå.

Det blev tid til at arbejdsprøvningen skulle gå i gang. DH fra Plan og Handling skulle komme med ugens elastikker hver mandag. Første gang kom han med en Nettopose med de store motionselastikker og en mindre pose med små gummielastikker. Han begyndte at forklare mig hvad jeg skulle. Du skal folde to motionselastikker på en bestemt måde og binde dem sammen med en lille elastik. Han viste mig hvordan de skulle foldes. Der var to farver, gule og hvide. Det er MEGET vigtigt du ikke blander de to farver. Han tog to gule elastikker i den ene hånd og to hvide i den anden og holdt dem op for at illustrere. Sådan her, sagde han. Tror du jeg er idiot, tænkte jeg. Jeg skulle lige samle to elastikker foran ham, så han vidste jeg havde forstået opgaven. Jeg havde sådan lyst til at tage en gul og en hvid, men gjorde det ikke, da jeg var bange for at han så ville blive og vise mig det igen, og jeg havde virkelig brug for at han gik.

Aftalen var at jeg skulle starte med at samle elastikker 1.5 time om dagen og langsomt stige i tid og ende på 7.5 timer om dagen. Jeg skulle sidde ved mit spisebord og lege det var en rigtig arbejdsplads. Jeg skulle desuden føre dagbog over mine arbejdstider. Jeg satte mig ved bordet og gik i gang. Folde folde binde. Folde folde binde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvad der var sket med mit liv. For 2.5 år siden havde jeg haft mit eget firma. Nu sad jeg her. Hvordan var det sket? Jeg foldede videre lidt endnu, men jeg kunne mærke der skete noget i min krop. Det var ellers noget tid siden, men nu kom angsten snigende. Jeg vidste det var et spørgsmål om tid, før den overtog min krop helt og skyndte mig ind i min seng. Jeg tog en beroligende og græd. Græd over at jeg var endt her. Jeg overvejede for titusinde gang, om det mon ikke var muligt med et job, men jeg vidste jo godt jeg ikke kunne.

Næste dag brød jeg reglerne og tog elastikkerne med ind i sengen og foldede dem der. Jeg hoppede ind i min egen verden, hvor der slet ikke fandtes motionselastikker. 45 minutter klarede jeg, før virkeligheden trængte sig på og jeg måtte stoppe. En abe kunne klare denne opgave, tænkte jeg. Måske endda hurtigere end mig. Jeg skrev en time i dagbogen og lovede mig selv at ”arbejde” dobbelt dagen efter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close